Litterære byvandringer med guide

Der kan være mange veje til at lære en by at kende. Især i metropolerne, hvor landets store kulturpersonligheder har opholdt sig, er der også den indgang til at gå på opdagelse i byen. Man vil så nok typisk begynde med den kunstner, som man er særlig begejstret for.  Som jeg før har skrevet, har jeg selv med Michael Bienerts bog “Mit Brecht durch Berlin” i hånden opsøgt og undersøgt de kvarterer, hvor Brecht færdedes. Men der findes faktisk en hjemmeside, der tilbyder guidede ture i Berlin i kendte forfatteres fodspor. Sådan en form for byvandring kan jeg varmt anbefale.

Den hjemmeside, jeg linker til er det en anden forfatter, der står for. Han hedder Wolfgang Feyerabend og har skrevet en række bøger om forskellige kvarterer i byen, og tilbyder sig som guide på ture, hvor han så fortæller om forfattere, som har haft tilknytning til kvartererne. Der er ture om lørdagen, og den næste forfatter-tur, 27. juli kl. 14, handler sjovt nok også om Brecht. Den har titlen Fontane, Brecht & Co. – Die Friedrich-Wilhelm-Stadt – man mødes på Brecht Platz 1 ved Berliner Ensemble.  Se det var jo lige en tur for mig, og den er jeg ikke bange for særligt at anbefale – det er jo et helt stykke Berlin-historie, man får med her. Men allerede den 20. juli tilbydes en tur om Berlins baggårde: Berlins Hinterhöfe –  Zwischen Kleinstadt und Hauptstadtfieber.  Den vil helt sikkert også være interessant at gå med på.

Resten af sommeren og efteråret går det løs med ture om Mann-familien, Döblin og Fontane. På hjemmesiden kan man se, hvornår den tur man gerne vil med på, foregår – og hvor man skal mødes med guiden og de øvrige deltagere.  Se under “Kalender”. Det koster 9 euro, og det er egentlig billigt. Hvorfor jeg ikke har været med på sådan en tur endnu, forstår jeg ikke helt – men nu er det skrevet bag øret.

I skal lige kigge ind på informationssiden hos Feyerabend. Der står nemlig, at der skal være mindst 4 deltagere, inden han drager afsted. Så han beder om, at man lige forhører sig inden turen nærmer sig. Der er opgivet tlf. nr. og mailadresse til dette bruge. Under kalenderen står ved hver tur angivet, hvor mødestedet er.

God tur, hvis I føler jer fristet!

Se flere oplysninger på hjemmesiden Berliner Autoren Führungen

Skriv et svar