Berliner Ensemble

Berliner Ensemble – Bertolt Brechts Theater am Schiffbauerdamm – er et af de steder, man skal opleve i  Berlin.

I dag er Berliner Ensemble også navnet på teaterbygningen ved Schiffbauerdamm med sit drejende lyslogo i toppen af tårnet. Det er slet ikke tilfældigt. Det var i denne bygning Helene Weigel og Bertolt Brechts Berliner Ensemble opnåede verdensberømmelse. Og det var også her, Brecht fik sit gennembrud som dramatiker allerede i 1928.

”Neues Theater” indvier bygningen i 1892, og i 1903 rykkede den legendariske Max Reinhardt ind. Han leder teatret med stor succes indtil 1906. Herefter kommer en periode, hvor både teatret og dets direktører hyppigt skifter navne. I 1928 bliver Ernst Josef Aufricht direktør for teatret, som nu hedder ”Theater am Schiffbauerdamm”. Aufricht åbner med Brecht og Kurt Weills ”Die Dreigroschenoper”. Det bliver en kæmpesucces. Stykket spiller i et helt år og Brecht er fra nu af verdensberømt. Aufricht forlader dog ret hurtigt teatret igen og et teaterkollektiv ”Truppe 1931” spiller kritisk, politisk teater frem til 1933. Efter at nazisterne kommer til magten og frem til slutningen af 2. verdenskrig må repertoiret underordnes den nazistiske censur.

Da Brecht fra sit eksil vender tilbage til Berlin i 1948 er det efter store overvejelser og efter at have oplevet afvisninger i Vesttyskland, Schweiz og Østrig. I DDR bliver han tilbudt at få sit eget teater, hvilket er medvirkende til at han slår sig ned i Øst Berlin. Han har fra begyndelsen et stort ønske om at få teatret ved Schiffbauerdamm. Helene Weigel får tilladelse til at oprette deres fælles teaterensemble i 1949, og hun bliver den administrative leder. Ensemblet får statstilskud og derudover et beløb i dollar til udenlandske skuespillere, ligesom de får mulighed for at rejse til udlandet og gæsteoptræde. Men det kommer til at trække ud med at få en bygning som fast spillested i Berlin. Teatret ved Schiffbauerdamm er optaget af et teater, som venter på, at Volksbühne bliver genopbygget efter bombeskader. Berliner Ensemble spiller i Deutsches Theater og må underordne sig ledelsen og programmet der. Det er utilfredsstillende både for Deutsches Theater og Berliner Ensemble, så Brecht presser hele tiden på, for at få det teater, han er blevet lovet.

Det er lige ved, at Berliner Ensemble slet ikke får sit eget teater. Brechts kunstneriske virksomhed følger ikke altid den linje, som DDR’s kulturpolitikere forlanger. Med Berliner Ensemble praktiseres Brechts fornyelse af måden spille teater på: verfremdungseffekten, det episke teater, og en dialektisk fremstilling af problemer, hvor tilskueren selv må tage stilling og finde svaret. Det medfører et spændt forhold mellem Brecht og styret. I 1953 beslutter SEDs Centralkomité, at teatret ved Schiffbauerdamm i stedet skal overgives til et militært musikkorps. Det kommer Brecht for øre og han sender et brev til ministerpræsident Otto Grotewohl, hvor han minder om, hvad han er blevet lovet og han tilføjer, at de rygter, der går i udlandet om, at han og styret er på kant med hinanden kunne manes i jorden ved at han fik sit teater. Brecht havde faktisk en stor betydning som ”reklame” for DDRs kulturpolitik i de vestlige lande og det ender med, at Berliner Ensemble får sit eget teater og det blev – som ønsket – Theater am Schiffbauerdamm. Meddelelsen herom modtager Brecht i juli 1953, men først i marts 1954 kan Berliner Ensemble flytte ind i bygningen.

Det første stykke, der opføres er ”Der kaukasische Kreidekreis”. Ved premieren er der 75 fremkaldelser og stykket bliver spillet 175 gange. Anmelderne i den politisk censurerede presse forholder sig tavse, men efter et gæstespil i Paris i 1955 giver genlyd i den internationale presse ser ”Neues Deutschland” sig dog nødsaget til at bringe omtale af de udenlandske anmeldelser. Inden Brecht dør i 1956, når han at sætte endnu et stykke op og at begynde prøverne på ”Das Leben des Galilei”, der igen aktuelt på grund af atom oprustningerne.

Efter Brechts død fører Helene Weigel teatret videre indtil hun dør i 1971. I perioden frem til genforeningen i 1989 er der en række forskellige ledelser, der enten må gå af, fordi de er for eksperimenterende eller underlægger sig regeringens krav og dermed gør teatret stillestående og uinteressant. Efter 1989 bliver det omdannet til et privatteater og er i en periode ledet af en gruppe på 5 personer, bl.a. to Brecht-elever, Manfred Wekwerk og Peter Palitzsch samt en af DDRs store dramatikere, Heiner Müller. Men de kan ikke enes om det, og i 1995 er kun Heiner Müller tilbage. Han dør samme år og efter endnu to skiftende direktører overtager den nuværende direktør Claus Peyman ledelsen i 1999. Bygningen får en gennemgribende renovering og lokaleforholdende forbedres. Repertoiret er nu klassikere og tysk samtidsteater, og der er altid flere af Brechts stykker på programmet. Se det aktuelle repertoire på Berliner Ensembles hjemmeside.

Teatret ved Schiffbauerdamm vil altid være forbundet med Brecht, ikke bare i kraft af navnet Berliner Ensemble. Teatrets adresse er Bertolt-Brecht-Platz 1, foran teatret sidder Brecht i form af Fritz Cremers bronzeskulptur og tager imod, og på de tre søjler omkring skulpturen står en række af hans citater. Inde i teatrets forhal over billetsalget står et Brecht-digt på muren, og på vej til de øverste tilskuerpladser møder man skiltning i bronze bogstaver som f.eks. ”Direktionszimmer Helene Weigel”.

Et godt tip: Skulle der være udsolgt til den forestilling, man gerne vil se, kan man få held af at stille sig i kø til uafhentede billetter. Det foregår på den måde, at man først bliver skrevet op ved billetlugen fra kl. 18 og lige inde forestillingen begynder, bliver man råbt op så længe der er billetter. På teatrets hjemmeside kan man melde sig til at få tilsendt teatrets program på e-mail, det kommer ca. 1 gang om måneden.

Kilder: Werner Hecht: Brechts Leben in schwierigen Zeiten (2007), Michael Bienert: Mit Brecht durch Berlin (1998) og Wikipedia.

www.berlinerensemble.de

Skriv gerne en kommentar