Status fra redaktøren, juni 2015

Berlin-nyt.dk lancerede jeg i sin tid med sloganet Opdateres dagligt! Og sådan var det indtil januar 2015, hvor jeg begyndte at udgive på ugebasis. Det fortsatte jeg med til juni 2015, hvor jeg skriver denne status. Men efter et halvt års prøvetid vender jeg nu tilbage til en daglig udgivelse, fordi det passer mig bedre. Det er nemmere at holde sig helt aktuelt ajour, og det er således også nemmere at være helt aktuel med de daglige tips.

Der er mange, der spørger mig, om jeg ikke bruger lang tid på berlin-nyt. Og når jeg i det seneste halve år har fået det spørgsmål, har jeg konstateret, at jeg nok brugte mere tid på at skrive de ugentlige indlæg end når jeg opdaterer hver dag, også medregnet, at det kun var engang om ugen.

I januar startede jeg også en engelsk udgave af berlin-nyt – berlinthisweek, der som navnet antyder udgives en gang om uge. Den vil jeg afprøve til udgangen af 2015 – og stadig med en ugentlig udgave, og hvis ikke besøgstallet bliver som jeg ønsker det, så nedlægger jeg den og fortsætter den på facebook og twitter.

På berlin-nyt kan man tilmelde sig til at modtage nyhedsmail på to måder. Man kan vælge at få mail med hver eneste udgave og man kan tilmelde sig til at få det månedlige nyhedsbrev, som jeg også er begyndt at udgive.

Der er pænt mange, der har tilmeldt sig begge dele, og det siger jeg tak for.

Alle indlæg på både berlin-nyt.dk og berlinthisweek bliver også udgivet på Facebook og Twitter. Også her er der mange læsere.

Angående reklamer, så har jeg på nuværende tidspunkt en aftale med rejebureauet Happydays. Det er et godt samarbejde, som jeg er rigtig glad for. Ligeledes har jeg et samarbejde med det verdensomspændende Classictic.com, som er en affiliate aftale.

Jeg har desuden forsøgt med Google-reklamer, men de er ikke lette at styre, så det bliver lidt for tåbeligt i forhold til den smule indtægt det giver. Derfor har jeg ikke googlereklamer på berlin-nyt.

Det hænder, at jeg får henvendelser om bogudgivelser, udstillinger o. lign., og jeg siger som regel ja til at skrive om emnerne. Det er ikke noget jeg får noget til gengæld for, det er blot en formidling af en nyhed.

Jeg får også nogle gange henvendelser fra firmaer eller webportaler, som ønsker at jeg omtaler dem i et indlæg. Der vælger jeg ganske nøje ud, om det er relevant for mine læsere. Hvis det er det, har jeg ikke noget imod at fortælle om en service eller et produkt, som kan gøre en tur til Berlin lettere eller mere interessant. Hvis det ikke er specifikt relevant for berlin-nyt’s læsere, skriver jeg ikke om det.

 

Skriv et svar