Nyhedsbrev Juli 2025

Denne gang er der flere forslag til udendørs aktiviteter, da det jo er sommer. Dog kan Berlin være uhyggelig varm, når det er varmt. Derfor er der også et par forslag til museumsbesøg.

Rundvisning på Karl-Marx-Allée – 6. juli kl. 12-15.
Den 6. juli er der mulighed for at få en oplevelse, der nok er ret sjælden. En rundvisning på den flotte Karl-Marx-Allee mellem Starusberger Platz og Alexanderplatz. Rundvisningen er et arrangement i forbindelse med en udstilling på Mitte Museum, hvor der vises fotografier fra de to store prestigebyggerier i 1950’ernes Berlin, Stalin Allee (nu Karl-Marx-Allee) og Hansaviertel. Det kan jo så være en god idé at se udstillingen i forvejen, hvis det er muligt. Men jeg synes Karl-Marx-Allée er så ualmindelig flot, og så er der en meget interessant historie omkring den, som I sikkert vil få på rundvisningen. Hvis I vil læse lidt mere om Karl-Marx-Allee på siden, hvor jeg har skrevet lidt om det, se her. Mødested for rundvisningen er Rathaus Berlin-Mitte, Karl-Marx-Allee 31. Man skal tilmelde sig til bettina@bettinacohnen.com, og rundvisningen koster 8 Euro, som skal betales kontant på mødestedet. Beløbet går ubeskåret til Bürgerverein Nachbarschaftsrat KMA II e.V., som står for rundvisningen og har medvirket til udstillingen på Mitte Museum.

Rundvisning med tidligere DDR-borger om hans flugtforsøg. 26. juli
Karl-Heinz Richter fortæller om sit flugtforsøg fra DDR som 17-årig. Det var et af de flugtforsøg som ikke lykkedes. Han blev kvæstet under flugtforsøget om blev fængslet et halvt år som straf for forsøg på republikflugt. Karl-Heinz Richter fortæller ikke blot om sit flugtforsøg og tiden derefter. På den 2,5 time lange rundgang til stederne fra hans fortid fortæller han også om dagligdagen i DDR. Hvis I vil deltage i denne rundvisning, skal I tilmelde jer på linket her, hvor I også kan læse lidt mere om arrangementet. Mødested er foran restauranten “Ständigen Vertretung”, Schiffbauerdamm 8, og turen slutter ved Invalidenfriedhof nær ved Hauptbahnhof. Der står ikke noget om klokkeslet, men det vil jeg tro I får, når I booker en plads på rundvisningen. Prisen er 22,50 Euro. Det kan umiddelbart lyde dyrt, men jeg vil sige, at jeg har gode erfaringer med sådanne møder med ægte tidsvidner og rundture i mindre grupper.

Berliner Höfe. Udstilling på Museum Ephraim-Palais. 18. juli – 18-. januar 2026
Alle, der er vokset op i storbyer eller har færdedes der, kender til fænomenet baggårde. Eller blot “gården”. For børn, der voksede op i byerne førhen, var gården det sted, hvor de kunne lege og udforske verden og livet. Og de voksne kunne mødes på godt og ondt. Sådan har det også været i Berlin, en storby som i det 19. århundrede og tiden efter var genstand for en stor befolkningstilvækst og dermed også en meget tætbebyggelse med højhuse og 1. 2. 3. og 4. måske også 5. baggård. Det er et af emnerne på udstillingen, hvor der vises fotografi, grafik og tegninger fra Stadtmuseum Berlins samlinger. Derudover har to forskere i byhistorie, Duygu Örs og Sinthujan Varatharajah skabt et kunstnerisk værk med sanseindtryk fra baggårde i Berlin. Som en optakt til at se udstillingen, eller efter udstillingen, vil jeg forslå at besøge Hackesche Höfe, hvor man kan opleve et eksempel på baggårde i Berlin, som er flot restaureret, og hvor der er små specialbutikker og spisesteder.
Udstillingen ser dog begrebet gård lidt bredere, så det også omfatter skolegårde, gårdhaver med mere. Jeg synes, det lyder som en spændende udstilling.  Læs mere om udstillingen her.

10 Biergärten in Berlin
Vi kan vist godt blive enige om, at Berlin og øl ligesom er to størrelser, der hænger sammen. Og nu om dage, hvor der er kommet så mange muligheder at vælge imellem, når det drejer sig om alkoholfri øl, så kan der vist ikke ske noget ved at opfordre til at besøge en Biergarten. Jeg kan som en sidebemærkning fortælle, at min længsel efter Berlin slog ud, da jeg opdagede, at min lokale Meny sælger Berliner Kindl😊, der ligger to i køleskabet og venter på en lejlighed til at dele dem med en god ven. Nå, men tilbage til Berlin: Top 10 Berlin har – ja rigtigt gættet – 10 forslag til Biergartenbesøg i Berlin – og man kan jo også spise lidt de fleste steder, ser det ud til. Dem giver jeg videre på linket her. Skål!, nåh nej… Prost!

Anti-Krigs-Museum
Ja – I læste rigtigt. Anti-krigs museum! Og hvor skulle der være sådan et, hvis ikke i Berlin. Det er ikke et af de museer, der bliver fremhævet mest i turistinfo-materiale – så det vil jeg gøre her. For uden at det skal handle for meget om politik, så er jeg ikke bange for at bekendtgøre min holdning, at krig er totalt idiotisk og uforståeligt her i vores oplyste tid. Så hvad med et besøg på Anti-krigs museet i Berlin? Museet er ikke nyt, slet ikke. Det blev grundlagt allerede efter 1. verdenskrig, hvor nogen åbenbart lærte og forstod, at af krig kommer kun ulykke og nød. Der er ingen, der vinder. Museet blev selvfølgelig forbudt, da nazisterne kom til magten – men senere blev det altså genetableret. Det er gratis at besøge museet, og I kan læse mere om det og se åbningstider m.m. på hjemmesiden her.
Bemærk, at de ikke anbefaler besøg med børn under 13 år grundet temaet og afbildninger.

 

Skriv et svar