Det var også en af de udstillinger, som jeg havde på listen denne gang. Jeg har flere gange besøgt Ephraim Palais, som er udstillingssted for Stiftung Stadtmuseum Berlin, og som altid har nogle fine og flot opsatte udstillinger.
Der var heller ikke noget, der skuffede min forventninger i dag. Obs! jeg er nordjyde – andre steder i landet ville man måske sige: Det var en fantastisk og henrivende udstilling – og jeg mener det samme. Det var helt vildt flot og godt man ikke måtte fotografere, for så var jeg gået amok.
Udstillingens titel Tanz auf dem Vilkan. Das Berlin der Zwanziger Jahre im Spiegel der Künste – (Dans på vulkanen. Berlin i tyverne afspejlet i kunsten) fortæller nøjagtigt, hvad udstillingen handler om. Gennem kunsten vises periodens op- og nedture, kaotisk politiske forhold, fattigdommen og dekadencen i forlystelses- og nattelivet. Og med kunst menes både billedkunst, brugskunst, teater, film, mode og arkitektur. Vi ser stjernerne indenfor cirkus, revy og film, hvor også Asta Nielsen er repræsenteret på en af de mange flotte film, revy- og cirkusplakater. Der vises brugskunst og møbler fra tiden bl.a et minimalistisk køkken af Bruno Taut. I en stor glasvitrine er der udstillet flotte originale kjoler fra 1920’erne. Det meget flotte arrangement med sko og dansemusik fra tiden vil jeg ikke beskrive nærmere, det skal I selv se. Sjovt var det også at se billeder og beskrivelse af den i tyverne nye idée med at sætte lys på bygningerne – det er jo netop også hvad man gør nu med Festival of Lights.
Jeg havde også glæde af at høre et radioklip med Alfred Döblin, hvor han holder åbningstale for en Berliner Secession-ustilling i 1931, og ved samme station kunne man høre uddrag af en radioudsendelse, hvor Max Liebermann fortæller om sin barndom.
Det var ikke let at se sig mæt i denne udstilling, som løber over tre etager i Ephraim Palais. Den tredie del øverst oppe handler udelukkende om parfumer i 1920’ernes Berlin. Kustoden lokkede mig til at tage et duft pust at flasken, som står der til det samme. Så det var med en duft af Berlin omkring mig, at jeg forlod udstillingen og videre ud i Nikolaiviertel.
Udsitllingen vises til og med 31. januar, læs mere om den på Stadtmuseum Berlins hjemmeside.