Berlins nye forlystelse, Berlin Dungeon, er nu åbnet. Så nu kan man få en tur i kælderen under Berlin – men ikke en hvilken som helst kælder. Denne gemmer på gyserhistorier fra 700 års Berlin-historie, og man skal nok forestille sig det som et “udvidet spøgelsestog”.
Det særlige er, at de hændelser man kan blive en del af, er nogle som virkelig har fundet sted engang for mange år siden. Professionelle skuespillere tager os i en underjordisk teaterforestilling med på en rejse tilbage i tiden, og der er noget, der tyder på, at det ikke er for sarte sjæle. Det er i al fald forbudt for børn under 10 år og folk med svage nerver og hjertesygdomme. Heldigvis giver hjemmesiden indtrykket af, at der også er humor med i spillet, og det ser meget underholdende ud.
Man kan vælge mellem 9 forestillinger om de mørke sider af Berlins historie. Der er f.eks. noget om pesten i Klosterstrasse, om De fortabtes Labyrint, om hekse og om massemorderen Carl Grossmann. Meget fornuftigt er man gået uden om den nyere historie, som det nok kunne være betænksomt at gøre til underholdning allerede på nuværende tidspunkt.
Se mere på Berlin Dungeons meget flotte og indbydende hjemmeside, hvor der er masser af information om, hvordan man kan booke sit besøg i forvejen. Grupper på over 10 personer får rabat. Der er særligt gode tilbud til skoleklasser. Bl.a. er 1 lærer for hver 10 børn gratis og der stilles gratis undervisningsmateriale til rådighed, som matcher den forestilling, man skal se.
Gå en tur i kælderen under Berlin ….hvis du tør! Das Berlin Dungeon