I dag er international mindedag for holocaustofre. I den anledning finder en helt speciel koncert sted i Philharmonie’s Kammermusiksaal i aften kl. 20. Koncerten har titlen Violinen der Hoffnung (Håbets violiner). Violinisterne i Berliner Philharmonikerne spiller på disse “håbets violiner” til koncerten.
Historien om violinerne griber tilbage til nazisternes forfølgelse af de jødiske tyske musikere. Nogle af musikerne slap afsted i 1930’erne og slog sig ned i Palæstina, hvor de også virkede som musikere. De havde selvfølgelig taget deres instrumenter med fra Tyskland, men da det efter krigen gik op for dem, hvad der var sket i Tyskland med jøderne, havde de det svært med at spille tysk musik og slet ikke lyst til at spille på instrumenter, som stammede fra Tyskland. Nogle tilintetgjorde deres instrumenter, mens andre, som veg tilbage for en så brutal handling, overlod dem til Moshe Weinstein, en polsk violinbygger, som havde slået sig ned i Tel Aviv. Det kunne f.eks. være en violin fra 1775 eller andre fine instrumenter, som alene grundet den tyske herkomst ikke havde nogen værdi. Moshe Weinstein tog dem til sig og opbevarede dem i sit værksted.
Moshe Weinstein døde i 1986, og hans søn Amnon der ligeledes er violinbygger overtog værkstedet. Han fik en dag besøg af en ældre mand, som kom med den violin, han havde spillet på i Auschwitz. Han havde ikke rørt den siden, men ville nu give den til et barnebarn, efter at den var blevet restaureret. Det gik Amnon igang med, og da han havde skilt violinen ad, opdagede han, at der lå aske inden i den. Han blev så ubehagelig til mode ved det, at han i flere år ikke beskæftigede sig med de tyske violiner. På et tidspunkt får han besøg af en buebygger, som spørger indgående til violinerne og som begynder at interviewe de musikere, som havde haft violinerne. Det fik Amnon Weinstein til at interessere sig for violinerne igen og han efterlyste med hjælp fra Israelsk TV endnu flere af de violiner, som havde tilhørt forfulgte jøder. Hans samling er nu oppe på omkring 50 stk, som stort set alle er restaurerede og spilleklare.
At violinerne kaldes håbets violiner begrundes med, at de i nogle tilfælde har været med til at redde musikerens liv, fx ved at han blev engageret til et orkester i Palæstina, men vel også fordi musikken har været en trøst for jøderne i KZ-lejrene. Så længe man har kunnet spille, har man måske turdet håbe på at overleve.
Nu er violinerne så i Berlin, hvor de er udstillet i foyer’en i Kammermusiksaal. Og nogle af dem spilles der altså på under koncerten i aften. Koncerten er, hvad man kunne forvente udsolgt, men jeg synes det er så bevægende historie, at jeg vil fortælle den alligevel. Læs evt. mere om koncerten her og om Amnon Weinstein og violinerne her,
Dagen i dag er en udmærket anledning til at besøge Holocaust-Mahnmal, Denkmal für die im Nationalsozialismus verfolgten Homosexuellen, Denkmal für die im Nationalsozialismus ermordeten Sinti und Roma Europas, og Gedenk- und Informationsort für die Opfer der nationalsozialistischen »Euthanasie«-Morde. Sidstnævnte befinder sig lige ved siden af Philharmonie og så kan I jo gå en tur ind og kigge på violinerne også.
Ellers er der også i anledning af 70 året for befrielsen af Auschwitz netop åbnet en udstilling på Gedenkstätte Deutscher Widerstand. Udstillingen Vergiss Deinen Namen nicht – Die Kinder von Auschwitz fortæller om de børn, som overlevede Auschwitz og hvordan det har altoverskygget deres liv, at have været det igennem. Se mere om denne udstilling på hjemmesiden for Gedenkstätte Deutscher Widerstand.
