Berlin Welcome Card / Berlin City Tour Card

Det som er med til at gøre Berlin til en dejlig by at holde ferie i og i det hele taget at færdes i er, at den offentlige transport er allestedsnærværende. Med U-Bahn kommer man hurtigt fra A til B og med en bus, f.eks. linje 100, kan man mageligt tage en tur fra Zoo til Mitte og se mange af byens seværdigheder undervejs. Der er dog ikke guide på….

Som regel skal man være i byen i flere dage, og så er det værd at overveje, om man skal købe et Berlin Welcome Card /Berlin City Tour Card.

Begge kort giver fri transport med bus, bane og sporvogn og rabat på udvalgte attraktioner. Der findes 2-dages, 3-dages, 4-dages (kun Berlin Welcome Card) og 5-dages kort.  Selve billetten ligner en almindelig billet til BVG’s U-Bahn, busser og tog. Man skal vise den frem, når man stiger ind  i bussen og ved kontrol i U-Bahn og S-Bahn. Den skal også vises frem de steder, hvor man kan få rabat. Denne billet gælder så i det antal dage, man har købt den for – så det gælder om at passe godt på den.  Husk at stemple inden I bruger billetten første gang.

Sammen med billetten får man udleveret en lille bog (Berlin Welcome Card) eller et bykort (Berlin City Tour Card) med oversigt over og beskrivelse af attraktionerne, der giver rabat. Bog og kort er samtidig god inspiration til, hvad man vil se i byen.

Berlin Welcome Card:
Hvis man ikke er helt sikker på, hvilken udgave af Berlin Welcome Card, man skal købe, så har de på Visitberlin.de en lille guide, der hjælper en til at finde ud af det. Se mere her. Man kan fra denne side også klikke sig til en online-oversigt over, hvilke attraktioner, der giver rabat med Berlin Welcome Card.  Se oversigten online.

Installationen Die Maur er en af atrraktionerne, som Berlin Welcome Card giver rabat til. Foto: Kirsten Andersen
Installationen Die Maur er en af atrraktionerne, som Berlin Welcom Card giver rabat til. Foto: Kirsten Andersen

Hvis man ved, hvilket Berlin Welcome Card, man skal have, kan man gå direkte til Visit Berlins online shop. Her bliver man igen guidet frem. Man kan f.eks. også få et Berlin Welcome Card med adgang til museerne på Museumsinsel. Vær opmærksom på, at prisen på Berlin Welcome Card vokser, efterhånden som man taster ind, hvor mange dage, man ønsker, det skal gælde for. I kan vælge at købe Berlin Welcome Card online på linket ovenfor og få det sendt hjem til jer, men I kan også vente med at købe det, til I kommer til Berlin. Det kan købes i Tourist Info-butikkerne, på hoteller, i lufthavnen og mange andre steder. Når man køber sit Berlin Welcome Card, bliver man spurgt om det også skal være til Potsdam, så det kan I lige overveje på forhånd. Se en oversigt over salgssteder.

Man kan faktisk godt købe Berlin Welcome Card i BVG’s billetautomater. Så får man ganske vist ikke den lille bog med, men den kan man så få i en af butikkerne, hvis man viser billetten frem. Det kan være besparende, at købe billetten straks man kommer frem til Hauptbahnhof eller andre trafikale knudepunkter, så man kan bruge den med det samme og så vente med at hente bogen til man kommer til en Tourist Info butik. 

Berlin City Tour Card:
Berlin City Tour Card. Det er tilsyneladende et andet firma, der sælger City Tour Card, og det ser umiddelbart ud til, at det er lidt billigere. Der gives så også “kun” rabat til 50 attraktioner, hvor Berlin Welcome Card giver rabat til 200. Man er nok nødt til at undersøge, hvilke rabatter, der passer bedst til ens interesser. Jeg har prøvet begge kort, og da det væsentligste for mig er, at jeg har en billet til transportmidlerne i de dage, hvor jeg er i byen, har jeg ikke skelet til den lille prisforskel. Jeg har selvfølgelig udnyttet rabatten til attraktioner, når det var muligt – men det har ikke været det væsentlige for mig. Det kan være en anden situation, hvis man er en familie på 4 eller 6 personer. Se evt. også mit tidligere indlæg om City Tour Card.

Skriv et svar