For jer, der ikke modtager Berlin-nyts Nyhedsbrev i mailboksen, gentager jeg det her på siden.
Mon ikke foråret for alvor vil bide sig fast i den kommende måned i Berlin? Billedet til månedens nyhedsbrev viser blomsten Märzenbecher – på dansk Dorothealilje. Den ser i hvert fald dejlig forårsagtig ud.
Jeg vil trække et par udstillinger og nogle koncerter frem til jer, som med undtagelse af Käthe Kollwitz udstillingen afholdes i regi af Nordische Botschaften i Berlin
- Else Marie Padde: Partitur, udstilling
- Mia Knop Jacobsen Trio
- Trio con Brio Copenhagen
- Sveriges Radiosymfoniorkester i Philharmonie
- Käthe Kollwitz og teatret, udstilling
Nogle vil måske kende Else Marie Padde, som nok har været den første danske komponist indenfor den elektroniske musik. Hun har også komponeret kammer- og orkestermusik, musik for børn, musik til TV og hørespil. Udstillingen vises frem til 10. maj i KW Institutet for Contemporary Art. Læs meget mere om udstillingen og Else Marie Paddes fantastiske historie på Nordische Botschaftens hjemmeside her.
Mia Knop Jacobsen Trio spiller i A-Trane den 15. marts. Overskrift for koncerten er Closer. I omtalen på Nordische Botschaften annonceres musikstilen til at ligge i spændingsfeltet mellem samtids songwriting, jazz og crossover, præget af fine harmoniske struktur og en åben nordisk sound. Hvis I har lyst til sådan en koncert kan I læse nærmere om koncerten på Nordische Botschaftens hjemmeside her.
Trio con Brio spiller i Pierre Boulez Saal den 18. marts. Trioen har spillet sammen i mere end 25 år og kræver ingen nærmere beskrivelse for et dansk publikum til klassisk musik. På programmet til koncerten er musik af Sergej Prokofjew, Rune Glerup (uropførelse) og Felix Mendelssohn Bartholdy. Læs mere om koncerten på Nordische Botschaftens hjemmeside her.
Sveriges Radiosymfoniorkester spiller i Philharmonie den 19. marts. Det er med Esa-Pekka Salonen som dirigent og pianisten Yuja Wang som solist. Aftenens program er:
Sibelius: Symphonie Nr. 7 C-Dur op. 105
Rautavaara: Koncert Nr. 1 for Klaver und Orkester op. 45
Ravel: Koncert for Klaver und Orkester i D-dur »For venstre hånd«
Debussy: »La Mer«
Læs mere om koncert på Nordische Botschaftens hjemmeside her.
Käthe Kollwitz og teatret vises indtil 3. maj. Den vises ikke i Käthe Kollwitz Museum, men i Schloss Charlottenburgs tidligere teaterbygning. Udstillingens fokus er Käthe Kollwitz og familiens store interesse for teatret. Ud over værker af Kollwitz vises også værker af Ernst Barlach, Lovis Corinth, Georg Kolbe, August Macke, Max Liebermann, Ernst Oppler og Emil Orlik. Mange af udstillingens omkring 100 værker er lån fra andre museer i Berlin. Læs mere på Käthe Kollwitz Museums hjemmeside her.
God fornøjelse med foråret og kunsten i Berlin.
Jeg minder om, at I kan tilmelde jer Nyhedsbrevet i højre sidespalte. I bliver i processen bedt om at bekræfte, at I er mennesker. Det var nødvendigt for mig at sætte det på, da nogle robotter ellers morede sig med at tilmelde sagesløse mailadresser. Det er blevet lidt omstændeligt at føre en blog – men med hjælp fra mit flinke web-hotel har jeg lært at kante mig igennem.
Venlig hilsen
Kirsten Andersen