Indtil den 30. maj viser Berlinische Galerie udstillingen Modebilder – Kunstkleider. Fotografie, Malerei und Mode 1900 bis heute.
Da jeg så overskrifterne på udstillingen, kom jeg til at tænke på den udstilling, som blev vist på Kunsten (dengang Nordjyllands Kunstmuseum) i 1989. Det var selveste Erik Mortensen fra det parisiske modehus Balmain, der fik lov til at vælge kunstværker fra samlingen, som blev udstillet sammen med hans kreationer. Det var en mega flot udstilling, og det var meget interessant at samarbejde med modehuset og ikke mindst den meget sympatiske og venlige Monsieur Mortensen. Det var et af højdepunkterne i min ansættelsesperioden på Kunsten gennem 37 år.
Det var lidt nostalgi fra redaktøren, jeg håber læserne tilgiver. Nu tilbage til udstillingen på Berlinische Galerie. Den er skruet lidt anderledes sammen, men det handler stadigvæk om, hvordan mode og kunst spiller sammen. Gennem fotografi, maleri og mode vises, hvordan kunstnere er med til at påvirke moden, her også i kraft af hvordan kunstnere klæder sig. Et andet og lige så vægtigt aspekt som udstillingen viser, er hvordan moden afspejles i kunsten gennem tiden – perioden her er 1900 til i dag.
Der er omkring 270 værker med på udstillingen. Det er værker fra Berlinische Galeries samling og lån fra andre museer.
Der er mulighed for at komme med på en rundvisning i dag, søndag 13. marts kl. 15 og 16.15.
Læs mere om udstillingen på Berlinische Galeries hjemmeside her.
Vær opmærksom på, at man stadig skal have mundbind på i museerne i Berlin. Se mere her.
Jeg har besøgt Berlinische Galerie flere gange, og jeg synes det er et dejligt museum at besøge. Der er en god stemning der, og det har altid været interessante udstillinger, jeg har set.