Vinteren indtager Potsdamer Platz

Lørdagens gratis-arrangement kunne være at deltage i åbningen af Winterwelt ved Potsdamer Platz. Det sker kl. 14 med deltagelse af politikere,  erhvervsfolk og ikke mindst skøjteløber-legenden Norbert Schramm. Fra kl. 21 i aften vil et flot fyrværkeri for alvor bebude, at det er blevet vinter på Potsdamer Platz.

Nu er det nemlig 8. år i træk at pladsen omdannes til et vinterlandskab. Der bliver anlagt en kæmpe kunstig kælkebakke, som er verdens største af slagsen. Og en skøjtebane, som er 40 m i længden og 13 m i bredden. Indtil 1. januar hver dag mellem kl. 10 og 22  kan berlinere og turister suse ned ad kælkebakken eller udfolde sig på isen, der bliver fornyet hver gang, der er gået 1,5 time. Alt imens man har udsigt til Brandenburger Tor.

Sådan noget kan man jo godt blive sulten og tørstig af. Så er det heldigt, at vinterlandskabet også har sørget for et par alpehytter. I Salzburger Schmankerl-Hüttn går det løs med festlig afterskiing stemning og servering i dirndl’er og lederhosen. I  Stiegl-Alm kan man fouragere under lidt roligere former. Men her i alpehytterne stopper gratis-tilbuddet jo nok, desværre. Her må man nok have pengene op af lommen, før Jagertee’en står på bordet.

Læs mere på www.winterwelt-berlin.de

Skriv gerne en kommentar