Ved vejen står en lille hest og sparker….

Det dejlige digt af Halfdan Rasmussen kom med det samme frem for mit indre øre, da jeg skulle til at skrive dagens indlæg. Det skal nemlig handle om heste i Berlin.

Jeg fik nyhedsbrev fra Nordische Botschaften i går, og en af de begivenheder, de fortæller om, er udstillingen TÖLT- Inpiration Islandpferd. De skriver fra ambassaden, at hvis man en gang har prøvet at ride på en islandsk hest, ved man hvad ordet “karakterstærk” betyder… Og så forstår man også, at det kun var et spørgsmål om tid før den islandske hest fandt vej til Felleshus i Nordische Botschaften i Berlin. Det er altså nu sket, og fra 16. maj til 2. juli vises udstillingen, hvor den lille selvstændige hest præsenteres i et helt nyt perspektiv, nemlig kunst og design. Læs mere fra Nordische Botscaften.

Men jeg fik også nyhedsbrev fra Rennbahn Hoppegarten. De fortæller om et stort løb med araberheste nu på søndag den 5. maj. Løbet hedder “H.H. Sheikh Mansor Bin Zayed Al Nahyan Global Arabian Flat Racing Festival” og har en arabisk hersker som protector. Samme dag finder også løbet “Amazonenreiten” sted, hvor det kun er kvindelige jocky’er, der rider. Det fortælles i nyhedsbrevet, at der vil ske mange andre ting på Rennbahn Hoppegarten på søndag, da de arabiske arrangører ønsker, at begivenheden også skal være et fremstød for arabisk kultur. F.eks vil der være mulighed for at stifte bekendtskab med hennamaling og for at se opvisning med rovfugle. Så der er mulighed for en spændende og festlig dag på Rennbahn Hoppegarten på søndag – måske mest for de hesteinteresserede. Læs mere på Rennbahn Hoppegartens hjemmeside.

Senere på sommeren  – 4.-11. august er der VM i islandsk hest i Pferdesportpark, Karlshorst ved Berlin. Se mere på http://www.berlin2013.de/home.html

Og lidt længere ud i fremtiden er der også noget for heste-interesserede i Berlin. Til oktober kommer fortællingen War Horse til Theater des Westens som musical. Den har allerede haft succes på scenerne i andre storbyer f.eks London. Hold øje med berlin-nyt, jeg skal nok skrive om det igen, når vi nærmer os. Fortællingen War Horse blev for nylig fimatiseret – og I kan læse mere om den mange steder på nettet. Her linker jeg til Theater des Westens annoncering a forestillingen.

Til allersidst får I You Tube linket til sangen om den lille hest, der står og sparker.

Skriv gerne en kommentar