Udstilling om 1864 på Nordische Botschaften

Fra den 14 . marts og frem til den 24. April vises udstillingen Fjendskab og forsoning i Felleshuset på Nordische Botschaften.

I anledningen af 150 året for slaget ved Dybbøl, har Museum Sønderjylland udarbejdet udstillingen, som fortæller om bagrunden for krigen i 1864 og forløbet derefter. Den belyser, hvilken betydning krigen fik for grænsedragningen og det dansk-tyske forhold i grænseregionen helt op til vore dage. I udstillingen indgår bannere, interaktive tablets og genstande, og mon ikke det ville være en oplagt udstilling at besøge for skoleklasser, der er på tur til Berlin?

Mange i min generation (årg. 1956) kan måske ikke huske så meget fra historietimerne, andet end at Danmark tabte krigen – og at det var her “Mallebrok” døde 🙂 Måske blev der heller ikke fortalt så meget mere. Så denne udstilling kunne være en god anledning til at få lidt mere viden om emnet. Berlin-nyt SpeZials Anders Bager Eriksen har på sin hjemmeside, historiskerejser.dk en artikel om Slesvig og Sønderjyllands historie. Den vil jeg også anbefale til videre uddybning.

Udstillingen Fjendskab og forsoning er en vandreudstilling og en del af det stort anlagte projekt Dybbøl 1864-2014. Det ser iøvrigt ud til at være et meget interessant projekt, som, efter hvad jeg kan bedømme fra beskrivelsene på projektets hjemmeside, heldigvis peger mere fremad end bagud i sin behandling af den dansk-tyske sameksistens i grænseregionen.

Se Nordisce Botschaftens omtale af udstillingen.

Åbningstider for Felleshuset er mandag-fredag kl. 10-19, i weekenden kl. 11-16.

Vær også opmærksom på, at man kan gå ind og spise i Felleshusets kantine.

Skriv gerne en kommentar