Upper West sat i gang

I går aftes så jeg i Abendschau, at der nu er lagt grundsten til endnu et højhus ved Gedächtniskirche. Det hedder UPPER WEST, og den højeste del bliver 118 m høj. Sammen med Waldorf Astoria vil det være en af Berlins højeste bygninger.

Der skal være både kontorer, butikker og hotel i bygningen. Hotellet bliver kæden Motel One, og som jeg forstod det i Abendschaus reportage af grundstensnedsætningen, så bliver det et billigt hotel. Det lyder jo interessant for berlinturister.

Der er 33 etager i den høje bygning, og på hjemmesiden for projektet kan man se visualiseringer af lokalerne. Det ser fantastisk flot ud.  Øverst bliver der en bar-lounge, som der bliver offentlig adgang til. Det bliver helt sikkert endnu et imponerende udsigtssted i byen.

Nu ved vi altså, hvad det er, de går og roder med igen, der ved Gedächtniskirche. Hvis I ser indslaget fra Abendschau, får I også lige en bekymret mine fra kirkens præst. Han er bange for, at Upper West skal skygge for lyset til effekten i de blå ruder. Nu må vi se, hvor galt det går, mon dog ikke der slipper noget lys igennem til “læbestiften”?

Se hjemmesiden for Upper West.

Se indslaget fra Abendschau i går aftes.

Se også filmen på YouTube, som BZ lagde ud i går. Den giver et godt indtryk af, hvordan det kommer til at se ud.

Skriv gerne en kommentar