Uge 3, 2015 i Berlin

Tænk, at vi allerede er nået til uge 3 i det nye år!

Jeg har vist tidligere skrevet, at berlin-nyt som en ugentlig opdatering vil udkomme om mandagen, men ved nærmere eftertanke har jeg besluttet, at det skal være søndag. Jeg tænker, at der måske er bedre tid til at læse mails og tjekke blogs samt planlægge ferier om søndagen.

Så allerede i dag får I mit udvalg af begivenheder i Berlin for den kommende uge.

Grüne Woche
Grüne Woche er fast på programmet i januar i Berlin. Det er verdens største messe indenfor landbrug, havebrug og fødevarer. Ikke blot Internationale Blumenhalle – den internationale blomsterhal med 30.000 blomstrende planter – men også dyr fra bondegården og kæledyr samt økologiske fødevarer, tysk øl vin og sekt og fødevarer fra alle herrens lande med smagsprøver en masse – samt forskellige underholdningsprogrammer kan man opleve på Grüne Woche. I år er partnerlandet Letland, det betyder, at der er fokus på produkter fra dette land. Se mere om åbningstider, billetkøb m.m. på http://www.gruenewoche.de/.

Hvis I har Wladimir Kaminers bog Ich bin kein Berliner, så kan jeg anbefale hans underholdende kapitel om Grüne Woche (Berliner Grossereignisse)

Stasimuseet åbner igen
I november sidste år var jeg med til at fejre 25-året for Berlinmurens fald. Det var en stor begivenhed og en stor oplevelse for mig at være med til. Den 17. januar i år fejrer Stasimuseum Berlin 25 Jahre Ende der Stasi. Det er nu 25 år siden, at DDR borgere skaffede sig adgang til de forhadte arkiver. Stasimuseum åbner samtidig sin nye udstilling Staatssicherheit in der SED-Diktatur i Stasis tidligere hovedkvarter i Normannenstrasse. Der er åben adgang til Stasiarkiverne hele dagen igennem og der er en mængde andre tilbud, man kan deltage i, herunder rundvisninger, filmprogram, foredrag og udstillinger. Se meget mere på dette link, hvor I også kan downloade en pdf flyer med hele programmet for dagen.

Koncert i mørke
Der er rigtig mange koncert tilbud i Berlin, så det er ikke nemt at skulle vælge en enkelt af dem at anbefale. Eller snarere at foreslå, for jeg vælger denne koncert, udelukkende fordi den lyder meget interessant, ikke fordi jeg selv har hørt den. Det er koncerten Now I Lay Me Down (Nu lægger jeg mig ned) – med undertitlen Ein Hörerlebnis im lichtlosen Raum, som vel kan oversættes til en lytte-oplevelse i rum uden lys. Sabrina Hölzer  står for koncerten med Solistenensemble Kaleidoskop, scenografi  og lys er ved Ladislav Zajac.

Vi ved, at høresansen skærpes, når vi ikke kan se noget, det der vel også gør, at nogle mennesker lukker øjnene til klassiske koncerter. Musikken til denne koncert i mørke er af J.S. Bach, Benjamin Britten, Samuel Barber og Michael Rauter (uropførelse). Koncerten spilles i Haus der Berliner Festspiele aften og torsdag, fredag, lørdag og søndag i den kommende uge, alle dage kl. 20. Læs mere og køb billetter på hjemmesiden for Berliner Festspiele.

Jeg vil lige minde om, at I også kan søge koncerter i Berlin på Classictic-banneret i sidepanelet.

Foto: Kirsten Andersen
Foto: Kirsten Andersen

Skriv gerne en kommentar