Udstilling om vinylpladens æra

På Museum Neukölln åbnes i dag en udstilling om vinylpladen. Udstillingen  Mythos Vinyl. Die Ära der Schallplatte vises frem til den 28. december i år.

Udstillingen fortæller om koryfæerne, der var med til at give vinylpladen den enorme udbredelse først og fremmest blandt unge mennesker i begyndelsen af 1950’erne. Det var beat- og rockikoner som Bill Haley, The Beatles, Elvis, Rolling Stones osv. Den fortæller også om det tekniske aspekt omkring vinylpladen, de apparater man afspillede den på – grammofoner og jukebokse. F.eks. kan man se et eksemplar af den første tyskproducerede jukeboks på udstillingen, Diplomat 120 (A). Den blev fra 1954 produceret af firmaet Wiegandt i Berlin Neukölln, fortælles det i MuseumJournals tekst om udstillingen. Mange vil også få en glædeligt gensyn med de mange pladecovere, som også bliver udstillet.

Vinylpladens popularitet skyldtes vel nok, at den var økonomisk overkommelig at erhverve sig. For de fleste unge mennesker var det dengang ikke en økonomisk mulighed at gå til en koncert, når det endelig skete, at de store idoler kom og spillede koncert. Bill Haley spillede f.eks. koncert i Sportpalast 1958 og Rolling Stones i Waldbühne i 1965 (Og de spiller igen på Waldbühne 10. juni i år!). I begyndelsen af 1960’erne havde de fleste familier endnu ikke fjernsyn – men en grammofon havde man i de fleste hjem. Og en single plade med den sidste nye single med Elvis eller Rolling Stones kunne man nok få råd til ved at spare lommepenge sammen.

At de unge så derefter drev forældrene til vanvid med “denne skrækkelige musik” er en anden ting. Jeg er jo så gammel, at jeg godt kan huske min storebrors Elvis plader, der altid var på grammofonen, når vi var alene hjemme. Og det er så længe siden, at engang han skulle spille den sidste nye for en pige han snakkede med i telefonen, blev de afbrudt af centraldamen, som sagde, at sådan noget skulle man ikke bruge telefonen til!

Museum Neukölln er et regionalt kulturhistorisk museum. Derfor er dets udstillinger altid forankret i det lokale område og den lokale befolkning. Til denne udstilling har 50 personer fra lokalområdet udlånt deres kæreste vinylsingle til museet og fortæller i en personlig beretning, hvorfor lige netop denne plade betyder så meget for dem.

Udstillingen er altså virkelig en tur nedad beat- og rockmusikkens og museumsgæstens personlige Memory Lane.

Læs mere om udstillingen på Museum Neuköllns hjemmeside.

Til udstillingen hører en blog, som vil være nyttig at følge, hvis man vil se udstillingen http://www.museum-neukoelln.de/blog/?p=2845

Og så skal vi da også have lidt koncert- og idoldyrkelsestemning her på berlin-nyt. Pur-unge Rolling Stones fra YouTube – uden indblanding fra centraldamen 🙂

Skriv gerne en kommentar