Udstilling om genforeningen

På Deutsches Historisches Museum vises indtil den 3. januar næste år udstillingen Alltag Einheit. Poträt einer Übergangsgesellschaft. Udstillingen fortæller om, hvordan genforeningen af de to Tyskland i 1990 indvirkede på befolkningens hverdag. Og så vidt som jeg udleder det af teksten om udstillingen i seneste udgave af MuseumsJournal,  så er det især østtyskernes udfordringer i forbindelse med genforeningen, der beskrives på udstillingen.

Det er klart, at fra at have været borger i et kommunistisk diktatur og til at skulle være en del af et demokratisk markedsstyret samfund er der et kæmpe gap. Mange mistede deres arbejde og skulle omskoles for at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Dertil var der angsten for at miste sit hus, hvis en ejer fra før etableringen af DDR skulle gøre krav på det. De fleste kunne også risikere at blive afsløret for at have samarbejdet med Stasi. Pludselig skulle man også forholde sig til en helt ny og mangfoldig medieverden.

Også det store vareudbud kunne, hvor modstridende det end kan lyde, virke udfordrende. Og mange så det ikke kun som noget positivt. Jeg var i 1992 cykeltur med min søn og på en campingplads kom vi til at snakke med en østtysk familie (de havde en pige på ca. samme alder og børn får lynhurtigt kontakt med hinanden på en campingplads uanset sprog og nationalitet). Denne familie fortalte nærmest med forargelse og afsky om alle de vestlige varer, der pludselig oversvømmede dem. Det kunne jeg ikke rigtigt forstå dengang, men det har jo selvfølgelig været nødvendigt med en overgangstid, når man er vokset op med, at der kun er én statsstyret samfundsnorm,  der gælder, og hvor man kunne blive straffet for at have en anden opfattelse. Den overgangs tid var den lille familie endnu ikke kommet ud af, men de havde da heldigvis både lyst og råd til at tage på ferie i Danmark.

Det er netop også denne overgangstid som udstillingen kredser om bl.a. via filmklip, hvor mennesker, som selv har været med under genforeningen, fortæller om deres oplevelser med det. Der var vel tale om en form for integration tyskerne imellem. På udstillingen opfordres gæsterne til at huske tilbage og tale med hinanden om deres oplevelser af genforeningen.

Læs mere om udstillingen på DHM’S hjemmeside.
På youtubr kan I se, hvordan udstillingen blev til – og nogle andre klip i relation til udstillingen.

Skriv gerne en kommentar