U-Bahn i Berlin før og nu

Aviserne fortalte i går, at byggeriet af den ny U5 i Friedrichstrasse nu er så langt, at resten skal foregå under jorden. Dvs. at alt byggerodet er væk fra gadebilledet. Men først fra den 17. november kommer U6 til at køre igennem uden afbrydelse. Den nye U5 skal forbinde Brandenburger Tor og Alexanderplatz, og kommer til at få station ved Museumsinsel. Jeg ved ikke, om der er sat en dato for, hvornår U5 er færdig, men jeg tror det ikke. Det varer sikkert nogle år endnu.

Det var lidt nyt om U-Bahnen i Berlin. Det fik mig til at tænke på, at der findes et U-Bahn museum, som det nok kunne være interessant at besøge, hvis man vil vide lidt mere om U-Bahns historie i Berlin. Museet ligger i forbindelse med U-Bahn stationen ved Olympia Stadion. Her kan man se et kontrolrum fra 1931, gamle billetskranker, uniformer, arbejdsredskaber og tekniske apparaturer. Vær opmærksom på, at museet  kun har åbent om lørdagen 10.30-16. nogle gange kun hver anden lørdag. På hjemmesiden museumsportal.de findes en side om U-Bahn museet med mailadresse og tlf. nr., hvor I kan få nærmere oplysninger inden besøget.

Hvis I er i Berlin nu og har lyst til at vide noget mere om U-Bahn stationerne – som i deres forskellighed virkelig er et studie værd – så tag det aktuelle magasin Plus på en af stationerne. Der er en artikel om arkitekten Alfred Grenander, som var arkitekt på mange af de første stationer, f.eks. Wittenberg Platz, Deutsche Oper og Krumme Lanke.  Plus har fokus på stationerne og Grenander, fordi det i år er 150 året for hans fødsel. Læs artiklen og tag en tur rundt på stationerne. Hvis I sidder hjemme og drømmer om Berlin, kan I downloade magasinet Plus fra BVG’s hjemmeside og læse hele artiklen. Iøvrigt er der mange andre interessante og nyttige artikler i magasinet Plus med tip om aktiviteter, også til turister.

Der kan fortælles meget om U-Bahn stationernes forskellige arkitektur, og det kan sagtens være, at der kommer mere uddybende indlæg om det i fremtiden.

Skriv gerne en kommentar