Tysk Pressemuseums udstilling under Zerstörte Vielfalt

At der findes et museum i Berlin, som hedder Deutsches Pressemuseum, det var jeg faktisk ikke klar over, før jeg læste om det i den lille bog om temaåret Zerstörte Vielfalt, jeg fik med hjem fra Berlin ved mit sidste besøg.

Det er nu også rimeligt nyt, det museum. Det er kun et par år siden, der blev taget initiativ til det, og museet er nu indrettet i Ullsteinhaus i Tempelhof. Den flotte skyskraberlignende bygning fra 1920’erne er et imponerende syn i sig selv, og blev i 1965 erklæret “unter Denkalschutz” – vel nogenlunde svarende til at være fredet. Flere af de store aviser fra Berlin er blevet produceret fra Ullsteinhaus – også i tiden før nazisterne kom til magten. På museets hjemmeside kan man på et foto af en adressetavle ved huset fra 1954 se, hvilke aviser, der var i huset på det tidspunkt.

For det er jo nazisternes magtovertagelse temaåret handler om, samt de følger deres ensretning og censur medførte for samfundet. Det gik selvfølgelig også ud over aviserne og det er det, som udstillingen i Deustsches Pressemuseum handler om. Ullstein Verlag, som var det største og mest moderne forlag i Europa op til 1933, havde siden 1914 udgivet Vossische Zeitung. Avisen var kendt for god kvalitet og havde flere anerkendte forfattere og journalister som skribenter. Udstillingen fortæller, hvordan nazisterne overtog Vossische Zeitung og brugte den som propagandakanal. Men den fortæller også historien om, hvordan forlaget og bygningen blev givet tilbage til familien Ullstein efter krigens slutning.

Der er meget mere at læse om pressemuseet, Ullsteinhaus og udstillingen på museets hjemmeside. Se dpmu.de

Udstillingen vises indtil 8. december 2013.

Skriv gerne en kommentar