Tony Vaccaro i Willy-Brandt-Haus

Indtil 27. januar vises udstillingen Tony Vaccaro. Retrospektive – 70 Jahre Fotografie i Willy-Brandt-Haus Berlin.

Den amerikanske fotograf fylder i december i år 90 år, og det er anledningen til udstillingen. Vaccaro er i Tyskland mest kendt for sine fotografier fra anden verdenskrigs slutning. Han deltog som amerikansk soldat i invasionen. Allerede på det tidspunkt var han ivrig fotograf og havde selvfølgelig sit kamera med sig. Han fotograferede hele vejen frem til Elben, som det hedder i udstillingsteksten.

Vaccaro blev i Tyskland til 1949 og fotograferede for militæret til tidsskriftet Stars and Stripes. I denne periode har han også dokumenteret Luftbroen – den periode, hvor vestlige landede fløj forsyninger ind til det blokerede Vestberlin.

Alene denne historie giver mening til at holde en udstilling med fotografens billeder i Willy-Brandt-Haus. Men Vaccaro fik også en stor karriere i USA, efter at han vendte hjem. Han blev en kendt og præmieret fotograf for magasiner som Look, Time og Life. Ikke mindst er han berømt for sine portrætter af bl.a. Marlon Brando, Charles Chaplin, Maria Callas, Marlene Dietrich, Marcel Duchamp, Federico Fellini, Sophia Loren.

Se mere om udstillingen på Willy-Brandt-Haus’ hjemmeside.

Jeg når desværre ikke at se denne udstilling. Men en ting er sikkert, næste gang jeg kommer til Berlin, skal jeg besøge Willy-Brandt-Haus. Det ser ud til at være et spændende sted. Det handler selvfølgelig om politikeren Willy Brandt, der har både har været borgmester i Berlin og Forbundskansler. Han er nok den tyske politiker, der har betydet mest for opblødningen af den kolde krig i 1970’erne. Men der foregår meget andet i Willy-Brandt-Haus – og der er også shop og bistro.

Det er gratis at besøge stedet, men man skal vise billedlegitimation for at komme ind. Jo – det bliver lagt ind som et programpunkt på næste tur. Se mere på www.willy-brandt-haus.de

Skriv gerne en kommentar