To gratis koncerter i Philharmonie

I aften, mandag den 19. december kl. 18 og i morgen, tirsdag den 20. december kl. 13 er der mulighed for at komme til gratis koncerter i Philharmonie. Det ville være dumt ikke at benytte sig af det, hvis man kan lide klassisk musik.

I aften er det musikere fra Berliner Philharmonikernes Orchester-Akademie, der giver koncert i Kammermusiksaal. Orchester-Akademie består af særligt talentfulde unge musikstuderende, som får undervisning af musikere fra Berliner Philharmonikerne. En del af den undervisning er også at spille koncerter. Koncertrækken med de unge musikstuderende kaldes Carte Blanche – og det er en sigende betegnelse. Dels har publikum mulighed for at opleve en klassisk koncert (måske for første gang) ganske gratis, men det er jo også en slags Carte Blanche for de udøvende musikere – de får sikkert gratis undervisning, og de har ikke noget “på spil” ud over musikken de skal levere til koncerten.

Der er flere Carte Blanche koncerter i løbet af året, og der er gratis adgang til koncerterne. Man skal ikke have billet, og jeg vil tro, at man ligesom til Lunch koncerterne (se nedenfor) bare kan møde op og håbe man er heldig at få en plads. Jeg ville gå hen og spørge, så snart billetkontoret åbner. Bor I på hotel, så bed receptionen om at undersøge det. Læs om aftenens koncertprogram i aften her. Se øvrige Carte Blanche koncerter her.

I morgen kl. 13 kan man komme til Lunchkonzert i Philharmonies foyer. Lunchkonzerterne spilles flere gange i løbet af koncert sæsonen. Her er der ligeledes gratis adgang, og det er bare med at møde op i god tid. Der plejer at være stuvende fuldt. Det er DUO GAZZANA, Natascia Gazzana, violin og Raffaella Gazzana, klaver, der spiller i morgen. De har musik af Walentyn Sylwestrow, Johannes Brahms, Niccolò Paganini og Edvard Grieg på programmet. Læs mere om Lunchkoncerterne her.

Skriv gerne en kommentar