Tidsrejse på Potsdamer Platz

Foran banegårdsbygningen på Potsdamer Platz ligger en flise med en stor qr-kode. Jeg må indrømme, at jeg ikke har lagt mærke til den. Nu har set et tweet om den for nylig, og synes jeg vil gøre opmærksom på den.

Hvis jeg havde opdaget qr-koden, ved jeg, at jeg ville have været nysgerrig nok til at scanne den og se, hvad der gemmer sig bag den.

Det synes jeg også, at I skal gøre, når I får øje på den. Den gemmer nemlig en tidsrejse på Potsdamer Platz i årene 1987-2009 i form af panoramafotos af den hollandske fotograf Jacques Obers. Alle hans fotos er optaget næsten fra samme position, unde ombygningen måtte han ændre lidt på den.

Det første foto fra 1987 er selvsagt taget hen over muren fra et udsigtspunkt ind mod øst, mens den seneste optagelse viser en livlig trafikeret vej, hvor strækningen før var blokeret af muren.

Det særlige ved billederne, som man får frem på sin smartphone, er at når man vender sig i en retning, følger billederne med. Og her skal man lige huske på, at i 1987 kunne man ikke sådan automatisk tage panoramabilleder. Fotografierne er sat sammen af flere fotos.

I får et link til tidsrejsen, som man kan opleve den fra din PC her. Men det bedste må være at stå på Potsdamer Platz og kalde tidsrejsen frem og sammenligne med, hvordan det ser ud lige nu.

Jeg håber, at Jacques Obers vil fotografere stedet igen, så vi kan blive ved med at følge tidsrejsen, også i fremtiden.

Skriv gerne en kommentar