Spansk guldalder på Kulturforum

Indtil 30. oktober i år kan man på Kulturforum svælge i kunstværker fra den spanske guldalder. Hovedudstillingen er El Siglo de Oro. Di Ära Velázques, som vises i Gemäldegalerie.

Den seneste udgave af MuseumsJournal, som jeg fornylig har modtaget i min postkasse, fortæller om udstillingsprojektet på Kulturforum, og det lyder meget interessant.

Perioden for den spanske guldalder er det 17. århundrede, som paradoksalt nok også var præget af hungersnød, krige og epidemier. Spanien var på dette tidspunkt en politisk stormagt med et meget større territorium end i dag. Men det var en stormagt på retur, og kunsten blev et politisk middel til at foregive indtrykket af Spanien som en politisk stormagt.

Og det er ud fra dette aspekt, at udstillingen i Gemäldegalerie er tilrettelagt. Således præsenteres malerier og skulpturer i kronologisk orden under tre regenter Philipp III, Philipp IV og Karl II. Endvidere føres publikum gennem kunstens højborg i perioden, nemlig byerne Madrid, Valladolid, Toledo, Valencia og Sevilla. Nogle temaer bliver indgående behandlet som fx portrætmaleriet, stilleben og den specielle bemalede træskulptur.

Artiklen i MuseumsJournal er illustreret med nogle forbasket flotte malerier, som det ville være helt vildt at se i virkeligheden. Nogle af malerne er kendte, som fx El Greco og Velásques, andre er mere ukendte og præsenteres for første gang for et tysk publikum.

Læs mere om udstillingen på Gemäldegaleries hjemmeside her. Der er offentlig omvisning i udstillingen næsten hver dag, der skal bookes billetter online, læs mere om det her.

Overskriften Spansk guldalder på Kulturforum dækker over, at de øvrige kulturinstitutioner på Kulturforum er gået med på den spanske bølge. Der vises på udstillingen i Gemäldegalerie værker fra Kupferstichkabinett’s samling. Kunstgewerbemuseum viser udstillingen Artesanía artística. Spanische Impressionen også indtil 30. oktober, Musikinstrumentenmuseum viser La Guitarra Espanola indtil 11. september, og Kunstbibliothek viser udstillingen Die Habsburger in Spanien Porträtgrafik des Goldenen Zeitalters indtil 30. oktober.

Der er altså al mulig god grund til at tage en dag på Kulturforum, hvis man ønsker at svælge i eller udforske den spanske guldalder.

Man kan iøvrigt følge MuseumsJournal på Facebook her.

Skriv gerne en kommentar