Wien Berlin på Berlinische Galerie

Berlinische Galerie og Galerie Belvedere i Wien er gået sammen om en udstilling om Berliner- og Wienersezession malerne. Værkerne på udstillingen dækker endvidere ekspressionisme og Neue Sachlichkeit.

Udstillingen med titlen Wien BerlinKunst zweier Metropolen Von Schiele bis Grosz åbnede på Berlinsche Galerie den 24. oktober og bliver vist indtil 27. januar 2014. Derefter vises udstillingen i Wien på Belvedere 14. februar til 15. juni 2014.  Jeg har nævnt udstillingen her tidligere, og jeg lovede at gentage indlægget, når udstillingen var igang. Det gør jeg i dag og supplerer med lidt mere info. Det er nemlig så stort anlagt en udstilling, at man ikke må gå glip af den, hvis man har muligheden for at se den.

Med udstillingen vil de to kunstinstitutioner vise, at også indenfor billedkunsten havde kunstnerne i Berlin og Wien forbindelse med hinanden – sådan som man har vidst at det var indenfor musik, teater og litteratur. Man vil på udstillingen kunne følge, hvordan Berlin i løbet af 1910’erne slog Wien af podiet som Europas førende kunstmetropol. Det blev Berlin, som trak kunstnerne og kunsthandlerne til. Det vil også fremgå, at der trods alt var nogen forskel på, hvordan kunstnerne i de to hovedstader udtrykte deres oprør overfor den etablerede kunstscene.

Når der i teksterne, hvor udstillingen annonceres nævnes navne som som Hans Baluschek, Max Beckmann, Otto Dix, George Grosz, Carry Hauser, Raoul Hausmann, Hannah Höch, Ernst-Ludwig Kirchner, Erika Giovanna Klien, Gustav Klimt, Oskar Kokoschka, Broncia Koller-Pinell, Max Liebermann, Jeanne Mammen, Ludwig Meidner, Koloman Moser, Max Oppenheimer, Emil Orlik, Christian Schad, Egon Schiele, Max Slevogt – og det er kun et udvalg – kan man nok regne ud, at der er noget at glæde sig til. Synd for os, der ikke kommer til Berlin i dette efterår – og kommer til Wien før udstillingen åbner der.

Berlinische Galeries hjemmeside kan I læse meget mere om udstillingen. Her kan I også bestille online billetter, så I er fri for at stå i kø. Vær opmærksom på, at Berlinische Galerie noget atypisk har lukket om tirsdagen, til gengæld åbent om mandagen.

Her nedenfor har jeg linket til en video på YouTube, hvor I får et indtryk om udstillingen.

 

 

 

Skriv gerne en kommentar