Sommerfest i Brecht-Haus

Foto: Ingeborg Hansen
Foto: Ingeborg Hansen

Den 2. juli kl. 15 holder Brecht-Weigel-Gedenkstätte, Bertolt-Brecht-Archiv og Literaturforum i Brecht-Haus sommerfest. Temaet for festen tager udgangspunkt i Brechts Lesebuch für Städtebewohner.

Der er rundvisning i Bertolt Brecht og Helene Weigels sidste boliger i Berlin og på Dorotheenstädtischer Friedhof lige ved siden af, hvor de ligger begravet. Endvidere holdes der åbent arkiv, hvor der præsenteres originale og sjældne tryksager fra arkivets samling.

Programmet indeholder også filmforevisning af Thomas Heises dokumentar Städtebewohner samt sang og oplæsning ved studerende fra Hochschule für Schauspielkunst „Ernst Busch“ – begge dele selvfølgelig med inddragelse af Brechts digte.

Festen begynder kl. 15 og slutter ca. ved 20-tiden. Det er  gratis at deltage i sommerfesten, og der bydes endda også på lidt til ganen. Se mere om sommerfesten her.

Hvis jeg var i Berlin, ville jeg være på pletten. Brecht er en af Tysklands største digtere og havde meget på hjerte, som mennesket kan blive klog af. Desuden har Bertolt Brecht og Helene Weigel sat tydelige spor i Berlin både i tiden før og efter 2. verdenskrig, ikke mindst i kraft af Berliner Ensemble, som i dag er et af de mest anerkendte teatre i Berlin.

Se mere om Brecht-Weigel-Gedenkstätte her. Læs evt. min tekst om Berliner Ensemble her.

Skriv gerne en kommentar