Filmmuseet på Potsdamer Platz har netop åbnet en udstilling om den amerikanske filminstruktør Martin Scorsese f. 1942. Udstillingen vises til 12. maj i år.

Scorsese er en af de helt store instruktører i vor tid og behøver næppe nogen nærmere præsentation her. På Filmmuseets hjemmeside findes der en grundig gennemgang af Scorseses biografi og filmografi, så det kan I dykke ned i der.

Det er første gang, at der vises så omfattende en udstilling om Scorseses filmværk. Udstillingen indeholder 9 afsnit med titlerne, Familie, Brüder, Männer und Frauen, Lonely Heroes, New York, Kino, Kamera, Schnitt og Musik. Linkene er til Filmmuseets tekst om udstillingen, og jeg kan bare sige, at det er interessant læsning. Scorsese-udstillingen er helt klart på min liste, hvis jeg når til Berlin i foråret.

Har I lyst til at få nærmere kendskab til Scorsese, kan jeg i øvrigt nævne bogen Scorsese on Scorsese. Edited by David Thompson and Ian Christie. Forlag faber and faber, London. ISBN 0-571-17827-8. Jeg var så heldig at få den af en kollega for nogle år siden.

En anden ting er, at Filmmuseets hjemmeside er blevet udviklet en hel del fornylig. Der er rigtig meget stof at surfe i og læse på. F.eks. er der lagt meget omfattende information ud om Werner Herzogs og Heinrich Breolers produktionsarkiver, som er at finde på filmmuseet. Der er materiale om Marlene Dietrich, som også har et helt rum på museet. Men se selv ind på siden – om man er interesseret i filmteknik, filmhistorie, kostumer, plakater eller special effects, så er der en masse at læse om det.

Filmmuseet står selvfølgelig også for filmforevisninger. Hvert år vises et program under titlen Retrospektive. Temaet veksler fra år til år – i 2013 er det The Weimar Touch. The International Influence of Weimar Cinema after 1933. Der vises film, som er eksempler på, hvordan den frodige Weimerertid også indenfor film har påvirket eftertiden. Filmene vises i   CinemaxX am Potsdamer Platz og i Zeughauskino (DHM). I kan læse om filmprogrammet på Filmuseets hjemmeside under fanen Retrospektive.

Se mere på http://www.deutsche-kinemathek.de/de – Filmmuseet hedder jo helt korrekt: Deutsche Kinemathek Museum für Film und Fernsehen.

Skriv gerne en kommentar