Sådan har vi vist aldrig fået det før!

Det tror jeg godt, jeg tør sige på alles vegne. Og hvor af alle steder i verden er det muligt? Selvfølgelig i Berlin.

I aften kan I nemlig få en helt speciel musikalsk oplevelse i Berlin. Koncert for orgel og sækkepibe! Vi dvæler lige ved sækkepiben: sådan en hedder Dudelsack på tysk. Dejligt ord. De to musikere er Erik Hoeppe (orgel) og Gunther Haußknecht (sækkepibe). Repertoiret er en blanding af gammel musik i egne arrangementer og musik for sækkepibe.

Det var nyhedsbrevet fra hjemmesiden Gratis in Berlin, der gjorde mig opmærksom på dette specielle arrangement. Og det betyder, at det endda er gratis at få sig sådan en oplevelse. Koncerten foregår i Reformationskirken i Moabit, hvor der er en lille menighed, som arbejder for at fremme fællesskabet og de sociale forhold i kvarteret omkring kirken. En del af deres aktiviteter er som i de fleste andre kirker at tilbyde kulturelle arrangementer. I aften er det altså koncert for orgel og sækkepibe.

Det er sikkert også en ny oplevelse for musikerne, for som der står i annonceringen af koncerten: for en gangs skyld behøver organisten ikke at tænke på, at han ikke skal spille for kraftigt i forhold til det instrument, han spiller sammen med – og sækkepiben kan godt tage et par ekstra piber i brug, uden det bliver for voldsomt.

Læs om koncerten på Gratis in Berlins hjemmeside og læs mere om kirken og koncerten på REFO Moabit’s hjemmeside eller på deres Facebook-side.

Skriv gerne en kommentar