Rundvisning og koncert i Nikolaikirche

Nikolaikirche, kirken i Nikolaiviertel er en speciel kirke. Det er den ældste sognekirke i Berlin, og i dag er den et museum.

Måske har I andre ligesom jeg stået ved kirken og tænkt, at man da også lige kunne gå indenfor og se. Men så alligevel, det koster 8 € – så jeg har også tænkt, at det kan lige vente til en gang, hvor jeg har bedre tid til at se den så.

I dag, fredag den 8. januar kl. 16 er der faktisk rundvisning i kirken. Kirken/museet hører under Stadtmuseum Berlin, og på rundvisningen fortælles om kirkens historie og dens betydning for Berlins historie.

I forlængelse af rundvisningen er der en koncert, hvor der spilles på kirkens Jehmlich-orgel. Man kan også vælge kun at gå til koncerten, hvis man ønsker det. Den begynder kl. 17 og programmet er Lyse klange til den mørke årstid – værker af Carl Philipp Emanuel Bach, Christoph Willibald Gluck, Christian Carl Hartmann, Wilhelm Popp og Edward Elgar. Thomas Müller – orgel, Stephan Unger – fløjte.

Så hvis jeg var i Berlin i dag, ville det give mere mening for mig at slippe de 8 € og tage det hele med. Se mere om rundvisning og koncert her.

Skriv gerne en kommentar