Panserkrydseren Potemkin i Berliner Dom – med orgelmusik

Dog ikke Stalin-orgel….

Men der skal alligevel en del fantasi til at forestille sig historien om Panserkrydseren Potemkin rulle hen over lærredet i Berliner Dom – ledsaget at musik, spillet på Berliner Doms orgel. Ikke sandt? Men det er sådan det bliver. Der er allerede taget hul på et program med fire stumfilm i sidste weekend. Det var Fred Niblos Ben Hur fra 1925 i fredags og fire Gøg og Gokke film i lørdags.

På fredag den 20. januar bliver det Walter Ruttmanns dejlige Berlin. Die Sinfonie der Großstadt fra 1927. Og på lørdag den 21. januar er det så Eisensteins Panzerkreuzer Potemkin fra 1925.

Det er stumfilmspianisten Stephan Graf v. Bothmer, som sidder ved orglet. Måske husker nogen, at jeg skrev om hans akkompagnement til fodbold-EM kampene i 2010 – også på kirkeorgel.

Stephan Graf v. Bothmer nykomponerer musik til stumfilmene, og efter berlin.de’s omtale at bedømme, skulle han have en helt specielt sans for at formidle skuespillernes følelser og udtryk. Det er klart, at “Potemkin” må blive en helt ny oplevelse på den måde. Nogle vil måske mene, at det er at gå over stregen. Men hvorfor egentlig? De fortællinger vi hører om i bibelshistorien indeholder jo de samme menneskelige egenskaber og handlinger, som vi ser i filmene. Krig, kærlighed, naivitet og psykologiske strategier. Og der er jo her tale om filmklassikerer med stort K.

Filmen Berlin. Die Sinfonie der Großstadt kan man ikke se for tit – så den ville jeg givet tage med og høre nykomponeret orgelmusik dertil. At se Potemkin i Berliner Dom, ledsaget af Stephan Graf v. Bothmers musik på det store orgel, det ville jeg heller ikke lade gå fra mig.

Læs mere på berlin.de og http://www.stummfilmkonzerte.de/.

Læs om Panserkrydseren Potemkin, her er linket til Wikipedia (tysk), men prøv selv at google, der er skrevet meget om filmen.

Jeg kunne ikke nære mig for at se, hvordan Berliner Dom præsenterer arrangementet på deres hjemmeside. Det er ganske lakonisk, tilsat et bibel-citat og en henvisning til Stummfilmkonzertes hjemmeside. Kig alligevel ind på den, for der er oplysninger om billetsalg. Berliner Dom’s hjemmeside om stumfilmene. Billetterne kan også købes via Classictic.com. Se banneret i panelet til højre.

– Salige er de forventningsfulde….

Skriv gerne en kommentar