På museum? Tag med på en rundvisning

Også i dag vil jeg anbefale en webportal, som er meget nyttig at tjekke i forbindelse med ferie i Berlin.

Det er museumsportal-berlin.de. Linket her er til den tyske udgave. I har også mulighed for at vælge engelsk som sprog, men vær opmærksom på, at det måske vil reducere søgningsresultaterne.

Det er nemlig især rundvisningerne, som jeg vil fokusere på i dag. På museumsportalen kan man klikke på fanen Führungen og få en liste frem over alle de rundvisninger, som tilbydes på museerne i hele Berlin på en valgt dato. I dag er der knap 40 tilbud.

Der er mulighed for at indsnævre søgningen, så man kun får tilbud indenfor de områder, som interesserer en. Der er fx mulighed for at søge rundvisninger, som egner sig til familier. Men også for at søge rundvisninger specielt for kørestolsbrugere, døve og blinde. Den store generelle liste tilbyder altså ca. 40 rundvisninger i dag. Nogle af dem er gratis at deltage i, andre skal der betales et ekstra beløb for.

Hvis I befinder jer i Berlin i dag, og endnu ikke har valgt dagens aktivitet vil jeg pege på en rundvisning i Pankow. Den foregår i Majakowskiring, som var et hermetisk aflukket kvarter i byen, hvor DDR-regeringens medlemmer boede. Det har jeg altid ønsket mig at kigge nærmere på, og hvis jeg får chancen for en rundvisning, når jeg er i Berlin, slår jeg til. Rundvisningen sker dog i anledning af en udstilling på Schloss Schönhausen, der fortæller om, hvordan slottet blev brugt ved statsbesøg i DDR. Så det er ikke sikkert, chanchen for en rundvisning kommer igen.

Hvis I ikke er i Berlin i dag, ja så har I jo muligheden for at søge en rundvisning på det tidspunkt, hvor I planlægger at være der.

www.museumsportal-berlin.de

Skriv gerne en kommentar