På med vanten…. og skøjterne!

Egentlig tænker jeg, at der ikke er så meget brug for tips til hvad man kan foretage sig i Berlin her i december måned. For der sker så mange ting, så bare man bevæger sig ud på gaden, er der tilbud fra alle sider.

Men nu er berlin-nyt’s mission jo at komme med et aktivitetsforslag eller to om dagen, så det gør jeg selvfølgelig også her i december.

Gratis in Berlin sender nyhedsmail hver torsdag – det kan alle abonnere på – og i gårsdagens udgave læste jeg, at der er skøjtebane ved Neptunbrunnen ved Alexanderplatz. Det er dog kun nogle få timer om dagen, man kan skøjte, så I skal lige kigge tiderne på Gratis in Berlin. Hvis man selv har skøjter med, koster det ikke noget at løbe på banen. Hvis man skal leje skøjter, koster det fire Euro.

Lige ved siden af kan man nyde det store julemarked foran Rotes Rathaus. Jeg gik lige hurtigt igennem det i sidste uge, da jeg skulle over i Nikolai Viertel, og det så virkelig hyggeligt ud. Det er vist mest kendt for at have en masse madvarer – det duftede i al fald lifligt af julekål, pølser, vafler osv. Og selvfølgelig kan man også her få Glühwein mit Schuss, hvilket jeg for øvrigt slet ikke nåede at få i Berlin – selv om jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke tog hjem uden.

Også på Potsdamer Platz er der mulighed for at udfolde sig på isen. Her er banen noget større og der er mulighed for at skøjte hver dag mellem kl. 10 og 22. Ved Potsdamer Platz kan man hvert år besøge Winterwelt, hvor der udover skøjtbane er slædebakke og hytter med servering. Vær opmærksom på, at på to dage er Winterwelt lukket: den 18. og 25. december. Ellers er det bare på med vanten og afsted!

Skriv gerne en kommentar