Oktoberfest i Berlin

I dag åbner Berlins største Oktoberfest – og der garanteres for ægte Bayern-stil. Festteltet står på Kurt-Schumacher-Damm, som ligger i nærheden af Tegel Lufthavn. Det er altså ikke et sted, man lige dropper ind, når man går inde i byen. Men jeg synes alligevel, I skal have tippet, for det er jo muligt at tage en eftermiddag eller aften med en god øl og noget godt ølmusik. Der er oktoberfest-musik i teltet hver eneste dag. Sådan en øl-musikfest er som regel noget, man bliver i godt humør af. Jeg mener ikke, fordi man bliver fuld – det kan selvfølgelig ske – men musikken og stemningen i sig selv løfter som regel sindsstemningen et par grader op i det glade felt.

Det er gratis at komme ind på de fleste dage. De få undtagelser, der er, kan I læse om på hjemmesiden, som jeg linker til herunder. Der er også et par aftener, hvor der er fyrværkeri. Den første er allerede i morgen den 29. september og den anden er den 6. oktober.

Oktoberfesten i Berlin holdes i år for 62. gang og på festpladsen er der traditionen tro opstillet en række stande med forskellige gastronomiske specialiteter og der er tivoli og aktivitets-tilbud til hele familien.

Festivalen varer til 14. oktober 2012. Læs mere på hjemmesiden for Oktoberfest Berlin.

Skriv gerne en kommentar