Ny film: Tiergarten fra App’en WHATWASHERE_Berlin

Så er der igen en ny lille film at se fra WHATWASHERE_Berlin. Filmen handler om Tiergarten, den kæmpestore grønne park som Berlinerne gennem tiderne har udnyttet flittigt  til spadseretur og picknick.  Filmen beretter om flytningen af Siegessäule, da nazisterne skulle have ryddet vej for deres Germania projekt, hvordan Tiergarten var fuldstændig ødelagt efter krigen og at de træer, som var tilbage blev brugt til brænde i de første efterkrigsår. Fra 1949 blev der plantet nye træer og parken voksede til igen – men det fortælles også, at den nu ikke er det største grønne fritidsområde i Berlin – det er Tempelhof, den tidligere Lufthavn.

Men se nu selv filmen, som nok allerede er i gang, for lige den første tid efter jeg har skiftet, lader jeg den starte automatisk – herefter skal læseren selv trykke på play-symbolet.

Filmen stammer fra en app med  guide om Berlins historie, illustreret med historiske og originale filmoptagelser.  App’en fungerer til Android og iOS. Ikke mindre end 32 historiske steder i Berlin bliver der fortalt om på app’en. Det er bl.a. Brandenburger Tor, Reichstag, Alexanderplatz og Checkpoint Charlie for at nævne nogle af de allerkendteste steder, men også mange flere og måske lidt mere ukendte historiebærende steder i byen bliver formidlet via dokumentarfilm og fortælling på app’en.

I flere tilfælde er der tale om sjældne filmoptagelser, der sammen med fortællingen giver et grundigt indblik i byen Berlins historie. Byen der har undergået mange skelsættende begivenheder og været i centrum for verdenshistorien på godt og ondt. De 32 fortællinger spænder fra Kejsertiden over Weimarer Republikken og Nazismen med den efterfølgende fuldstændig sønderbombede by og til den delte by og det genforenede Berlin.

Jeg har allerede downloadet app’en til min Samsung Tablet. Og jeg er imponeret!  App’en koster en lille smule, men jeg synes man får utrolig meget for pengene. Det er helt igennem professionelt både hvad angår film, speak og funktion. De ca. 3-5 min. lange fortællinger kan vælges på både tysk og engelsk.

Meningen er, at når man står på stedet, kan man afspille fortællingen om lige netop den begivenhed, som har fundet sted, der hvor man står. Man kan selvfølgelig også gå dem igennem på forhånd, men det kræver, at man downloader alt data, hvilket fylder ca. 1,5 GB.

App’en har i øvrigt også en liste over historiske steder, museer, restauranter og hoteller. Den indeholder sprogene tysk og engelsk, som man kan vælge mellem.

Hvis i vil have App’en skal I klippe på banneret “Få App’en med 32 film om Berlin”. Så kommer I til en side, hvor I kan downloade. Her kan I også se History Visions øvrige tilbud.

Skriv gerne en kommentar