Det er tiden nu, hvor sæsonprogrammerne for de store koncerthuse udkommer. For nylig udkom programmet for Konzerthaus på Gendarmenmarkt, og det afslører en rigtig flot og spændende nyhed: Nikolaj Znaider er artist in residence i den kommende sæson og vil medvirke i hele ni koncerter.

Jeg har fulgt Nikolaj Znaider i mange år. Da jeg omkring 1990 deltog i et strygerkursus hos violinisten Anker Buch på Mors, var Nikolaj med ….som lærer. Han var vel så omkring 15 år dengang og var allerede langt i sin violinistuddannelse. Han gav også en koncert en af aftenerne. Så det er dejligt at læse, at han nu en hel sæson skal være at høre og se på koncerterne i Konzerthaus i Berlin.

Znaider har nu en karriere som verdenskendt solist og har i de senere år også gjort sig bemærket som dirigent. Det har jeg dog ikke oplevet ham som. Men jeg har hørt ham som solist på en koncert med Aalborg Symfoniorkester, hvor han spillede Korngold’s violinkoncert noget så dejligt. Og så har jeg selvfølgelig set ham i TV. I de ni koncerter optræder Znaider i flere roller, nemlig som solist, dirigent og som kammermusiker. At det er muligt, siger noget om Znaiders kapacitet. Selv fortæller han om det og meget andet i et interview på Konzerthaus’ hjemmeside.  Her vil jeg lige referere fra slut replikken på spørgsmålet om byen Berlin betyder noget særligt for Znaider?:  Gør den ikke det for os alle? svarer han. Jo, det gør den, svarer jeg. Znaider begrunder det med, at på grund af byens historie lever og pulserer musikken her – der er så mange store musikere, som har levet og virket her gennem tiden, og det kan som noget helt særligt mærkes den dag i dag. Det er måske også noget af forklaringen på, hvorfor jeg holder så meget af at være i Berlin. Der er kultur, musik og historie omkring os hele tiden.

I kan selv gå ind og læse programmet på Konzerthauz’ hjemmeside – her vil jeg bare kort ridse op. Der er tre koncerter i efteråret – 19. og 20. oktober, hvor Znaider dirigerer og hvor Jan Vogler er solist i Haydns Cellokoncert, samt den 18. december, hvor Znaider spiller violin i bl.a. Beethovens og Brahms’ klavertrioer. Den 28. februar spiller Znaider sonater af Beethoven, Webern og Brahms sammen med pianisten Saleem Abboud Ashkar. 13. og 14. juni er Znaider solist i Mendelssohns violinkoncert og 27. 28. og 29. juni dirigerer han Konzerthausorchester med Berlioz’s Symponie Fantastique og Elisabeth Leonskaja i Beethovens klaverkoncert nr. 5 (Kejserkoncerten). Der er da vist noget der tyder på, at sommerferien 2014 foregår i Berlin.

Læs mere om Znaider i Berlin på http://www.konzerthaus.de/nikolaj-znaiderv

Jeg har ikke kunnet finde nogen hjemmeside om Nikolaj Znaider – det har han nok ikke tid til. Men hos Künstler  Sekretariat am Gasteig er der en side om ham, som I kan gå ind og læse på.

Skriv gerne en kommentar