Engang fik jeg en bog af min mor, som har fået den af en anden. Jeg husker ikke, hvem hun fik den af, men jeg vil spørge hende. Bogen er ikke større end ca. 10 x 5 cm, den er indbundet i brunt ruskind og med guldtryk på ryggen står Heine. Buch der Lieder. Den indeholder 256 sider med digte af Heine. Den er udgivet i London, årstal kan jeg desværre ikke se – men papiret er gulnet og jeg har set et eksemplar på Ebay, som skulle være fra 1910.
Når jeg skriver om bogen her, er det ikke fordi den er til salg, for den er jo en lille skat at have for sådan en germanofil som mig. Nej det er fordi jeg vil fortælle, at sidst jeg var i Berlin kom jeg forbi en butik i Nicolaiviertel, som handler med miniaturebøger: Die Welt der Miniaturbücher.
Det så interessant ud, men jeg havde ikke tid at kigge nærmere på det dengang. Jeg snuppede et billede af deres reklameskilt, så jeg kunne huske at skrive om den. Butikken har nemlig også en ret omfattende udstilling om miniaturebogens historie.

Se hjemmesiden for Die Welt der Miniaturbücher og læse om åbningstider m.v.