Mies van der Rohe Haus – ny udstilling og rundvisning på søndag.

Mies van der Rohe Haus, også kaldet Haus Lemke, er et af de mindre fodspor, arkitekten Mies van der Rohe har sat i Berlin. Ellers er arkitektens meste kendte bygningsværk i Berlin Neue Nationalgalerie.

I dag skal det handle om Haus Lemke. Det var den sidste bygning, som Mies van Rohe tegnede, inden han udvandrede pga. nazisternes magtovertagelse. Huset ligger i den tidligere DDR del af byen, og det har det også lidt af gennem tiden. Det har været brugt som garage (!) af Ministerium für Staatssicherheit og blev ikke vedligeholdt. Men efter genforeningen er det blevet restaureret, og i 2002 stod det færdigt til at blive åbnet for publikum. I dag bruges det til udstilling af moderne kunst.

Lige for tiden vises udstillingen  „Innen und Gegenüber“ med værker af kunstneren Gerold Müller f. 1961. Müller bor og arbejder i Berlin, men er også internationalt funderet. Udstillingens titel antyder temaet, som er udgangspunktet for husets arkitektur – indenfor og udenfor. Ægteparret Lemke, som bestilte huset hos Mies van der Rohe, havde bedt om “et beskedent hus, som på dage med godt vejr skulle kunne udvides til at gå direkte ud i haven”. Alle kunstnere, som udstiller i huset har til opgave, at forholde sig til dets specielle arkitektur. Müllers værker, hvoraf nogle da også er skabt direkte til udstillingen i Mies van der Rohe Haus, beskrives i pressemeddelelsen for udstillingen som minimalistisk-konceptuelle og befinder sig i grænseområdet mellem skulptur, vægflade og rum. Læs evt. mere i pressemeddelelsen på ovenstående link. Udstillingen vises til den 14. september.

Hver den første søndag i måneden kan man komme med på en rundvisning i Mies van der Rohe Haus under titlen “mies verstehen” – forstå Mies. Der spilles selvfølgelig på det at misforstå – men meningen er, at man skal komme til at forstå Mies. Hvilket man altså kan på søndag den 6. juli kl. 11.3. Og mon ikke også der fortælles om den aktuelle udstilling? Hvis I vil se billeder af huset kan I søge det på Google, Jeg har søgt under Google billeder, og der ligger en hel del, se her. Hvis I vil læse mere om huset og den aktuelle udstilling, kan I gå ind på hjemmesiden for Mies van der Rohe Haus.

På YouTube ligger der en lille film, som viser Haus Lemke/Mies van der Rohe Haus.

Skriv gerne en kommentar