Max Raabe og Palastorchestor i Amiralspalast

Månedens favorit på berlin-nyt er Max Raabe. Det er kun nogle få dage siden, at jeg skrev om ham og Palastorchestor og deres nye turnéprogram. Orkestret har gennem de godt tyve år, de har eksisteret,  opnået verdensberømmelse,  og de turnerer over hele verden, og spiller på de store scener i fine koncertsale.

Efter mit seneste indlæg om orkestret fik jeg en mail fra en dansker Berlin, som gjorde mig opmærksom på, at Max Raabe og Palastorchestor faktisk spiller to koncerter hjemme i Berlin i Admiralspalast i Friedrichstrasse her i maj måned,  nemlig den 23. og 24. maj. Og at hun har bestilt billet og skal opleve dem live for første gang.

Det bliver en stor oplevelse, kan jeg godt love. Måske bliver koncerten en lille smule anderledes end ellers,  da orkestret optager til DVD disse to aftener. Men det kan jo ogå være sjovt at være med til. Man skal være opmærksom på, at til de to koncerter, skal man som publikum acceptere, at man kan blive filmet, står der i forbindelse med billetbestillingen.

Se mere og bestil billetter på Palastorchestors hjemmeside.

Jeg henviser her til to videoer på YouTube. Den ene er et interview med Max Raabe fra sidste år. Det er det østrigske Krone TV, der taler med ham i forbindelse med udgivelsen af cd’en Für Frauen ist das kein Problem. Raabe fortæller om det at skrive og synge sin egen musik kontra det repertoire fra weimarertiden, orkestret er kendt for. Den anden video, jeg henviser til er den koncert, som var mit første bekendtskab med Raabe og Palastorchester, og som jeg synes her 10 år senere, stadig er lige så god gedigen og humørfyldt kvalitetsunderholding. Koncerten har titlen Palast Revue, og den ligger nu på YouTube i sin fulde længde. Så hent en flaske god hvidvin og sæt jer i sofaen og nyd det!

 

Skriv gerne en kommentar