Så er man altså en feinschmecker. Sådan benævner flere anmeldere publikummet til koncerten med Max Raabe og Palastorchester i Imperial, København i tirsdags. Koncerten var også 1000 feinschmeckere værdig.
Max Raabe grundlagde sammen med andre musikstuderende sit Palastorchesteri Berlin i 1985. Nu rejser det verden rundt og spiller i udsolgte koncertsale. Heriblandt den navnkundige Carnegie Hall i New York. Der var ikke helt udsolgt, da orkestre for første gang gæstede Danmark og spillede i Imperial bio i København, men næsten – altså ca. 1000 feinschmeckere…. Orkestret er ikke kendt i Danmark. Det er en skam, for det er musik i høj klasse. Der er desværre en tendens til, at når der er tale om tysk musik – så sker der en eller anden kortslutning i danskernes hjerner, de bliver fjerne i blikket og så kommer der sætningen – “nåh, sådan noget tysk musik”. Eller endnu værre som da Politikens I byen redaktør i sin uvidenhed foromtalte koncerten som kitsch. Der er altså en meget stereotyp forestilling hos mange danskere om at tysk musik, det er ikke “fint”, det er kitsch, det latterliggøres – tænk lidt over det….
…..Og glem alt om det, når vi taler om Max Raabe og Palastorchester. Her drejer det sig om et 12 mands orkester med konservatorieuddannede, erfarne og meget professionelle musikere, hvor der leveres musik på højt niveau. Flere af musikerne gæstespiller også i operahusenes orkestre og i bl.a. Berliner Philharmonikerne. Orkestret har specialiseret sig i musikken fra 1920’er og 1930’ernes Berlin, revy, kabaret og den slags musik, som benævnes Schlager. Det er musik i glade danserytmer, tekster med sorgløst og ofte bizart og vittigt indhold, og orkestret har sin helt egen charmerende måde at fremføre den på. Musikerne mestrer hver især flere forskellige instrumenter: klarinettisten Sven Bährens spiller også saxofon. Rainer Fox spiller saxofon (også den store bas-saxofon), klarinet og tværfløjte. Jörn Ranke spiller trækbasun og bratch. Ulrich Hoffmeier (som var skiftet ud med en anden musiker på koncerten i København) spiller guitar, banjo og violin. Trompetisterne Thomas Huder og Michael Enders indgår ofte i en vokalkvartet eller -trio med Max Raabe og andre af musikerne. Alle musikerne er nemlig gode sangere og optræder gerne med et acapella flerstemmigt nummer som afslutning på koncerterne – f.eks. Gib’ mir ein letztes Abschiedkuss. På den koncert, der hed Palast Revue, spiller endda hele orkestret violin på et af numrene. Ellers er der som standard en kvindelig violinist, aktuelt den smukke Cecilia Crisafulli. Ian Wekwerth, der mestrer flyglet til fulde – også som akkompagnatør til Max Raabes solosang, er heller ikke for fin til at tage harmonikaen på, når det passer sig. Og så er der ovenikøbet overskud til at servere det med humor – hver koncert har sin lille gimik eller to. På koncerten i København var det trompeternes undervandsspil på nummeret In meiner Badewanne bin ich Kapitän. Denne titel er i øvrigt et eksempel på det karakteristiske for sangene fra 20’erne og 30’ernes Berlin, der som regel havde en humoristisk undertone. I mit badekar er jeg selv kaptajn – man ser det jo for sig: en velvoksen mand, der måske ikke lige har fået den militær-karriere, han og familien drømte om, sidde der og lege med krigsskibe i sit badekar….
På koncerten i Imperial må man sige, at orkestret leverede varen – det er tydeligt, at ordet perfektion ikke ligger fjernt for dette ensemble. Max Raabe introducerede kort på dansk og slog så over i engelsk. Sikkert klogt nok, da danskerne generelt ikke mestrer tysk (leider nicht…). Jeg har oplevet orkestret i Berlin, hvor vi fik meget mere af Max Raabes underfundige og komiske oplæg til numrene – det havde han klogt nok valgt at reducere til få introduktioner på engelsk. Men i Imperial fik vi orkestrets lækre arrangementer, som til tider blev spillet i et ekvilibristisk tempo, hvor hver enkelt tone alligevel stod krystalklart i rummet. Andre numre blev spillet helt stille, og der var også helt stille i salen – f.eks under nummeret Ninon, hvor Max Raabes bløde og bøjelige baryton fik lov til at stå alene sammen med flyglet, og hvor hans sagte sang og meget flotte artikulation også gik helt klart igennem. Orkestret har et kæmperepertoire. Jeg har da en del musik med dem, og alligevel var flere af numrene, de spillede på koncerten, nye for mig.
Koncerten var ren nydelse, og fra publikum hørtes bare suk, bravo! piften, og begejstret trampen i gulvet. Der var tre fremkaldelser efter stående ovationer, som kvitteredes med tre ekstranumre. Det var flot og dejligt at opleve godt 1000 københavnske (og nogle få jyske – og måske også andre udenlandske…) feinschmeckere med sans for sådan noget. Og ikke mindst er det dejligt at konstatere, at begge mine sønner også hører til blandt feinscmeckerne.
Max Raabe og Palastorchester spiller i Wien i disse dage – og det gør de også nytårsaften, – hvis nogle skulle fejre nytår i Wien er koncerten værd at tage med. Der forlyder ikke noget om optræden i Berlin på orkestrets hjemmeside lige nu – men mon ikke de spiller på Waldbühne til sommer, som de plejer.
Læs mere om orkestret på www.palastorchester.de