Max Raabe og Palastorchester. Album, Eine Nacht in Berlin

Max Raabe og Palastorchester i DR Koncerthuset

I aften kan man opleve et stykke historisk Berliner-kultur i Danmarks Radios koncertsal. Max Raabe og Palastorchester er på turné i Skandinavien, og giver heldigvis også koncert i Danmark. Nu har jeg lige en fødselsdagsfest under forberedelse, ellers havde jeg været på pletten.

Max Raabe og Palastorchester er noget helt specielt. I går skrev jeg her på berlin-nyt om et arrangement på Märkisches Museum – også i aften – omhandlende forskning i Berlins forlystelsesliv omkring år 1900. Max Raabe og Palastorchester har specialiseret sig i repertoiret fra 1920’erne og 1930’erne. De tyske schlagere, som var så raffinerede, finurlige og melodiøse. Som Max Raabe siger,  rummerhver sang en hel lille historie i sig selv. Nogle af dem har en absolut ligegyldig tekst, men den bliver alligevel meget morsom. Man skal også huske, at der på den tid var dårlige livsvilkår for mange mennesker, så det handlede også om at musikken skabte et frirum, hvor man for en tid kunne glemme alle sin bekymringer.

Palastorchesters musikere er alle topproffesionnelle, og mange af dem spiller på flere forskellige instrumenter. Samtidig har de overskud til at skabe et show af musikglæde.

Raabe er uddannet baryton sanger og har desuden en exceptionel flot artikulation både i sin sang og sin tale, når han på sin egen underspillede, komiske måde præsenterer numrene. Det er bedst, når det er på tysk – men det virker også på engelsk, som nok også er det sprog han bruger i aften.

Til jer, som har købt billet til Max Raabe og Palastorchester i aften: I kan glæde jer til en oplevelse, som I aldrig glemmer og bare vil have mere af!

Læs mere om orkestret på Palastorkestrets hjemmeside her.

Skriv gerne en kommentar