Max Liebermanns kunstsamling

Indtil 3. marts 2014 vises udstillingen Verlorene Schätze – Die Kunstsammlung von Max Liebermann i Liebermann-Villa am Wannsee. En udstilling, som er en del af programmet under temaåret Zerstörte Vielfalt, og som er særdeles aktuel i forbindelse med fundet af Gurlitt-kunstsamlingen af stjålet kunst i München.

Sidst i 1800-tallet og i begyndelsen af 1900 tallet var Wannsee sommerresidens for rige Berlinere. Det er ikke, hvad vi forstår ved et sommerhusområde i dag. Nej de byggede kæmpestore villaer, hvor der var plads til at holde store selskaber. En af de Berlinere, som byggede en villa ved Wannsee var maleren Max Liebermann (1847-1935). I kan selv læse om ham på Wikipedia – jeg linker til den tyske side – eller I kan slå ham op i et leksikon – som medstifter af Berliner Secession og leder for Kunstakademiet er han omtalt overalt i forbindelse med kunsthistorien.  Liebermann anlagde en flot have ved villaen, og her hentede han mange motiver til sine impressionistiske billeder.

Liebermann døde i 1935 før nazisterne indledte drabet på jøderne. Liebermanns datter og barnebarn flygtede til Amerika, men hans enke ville blive i Tyskland. Hun begik selvmord, da hun var klar over, at hun ville blive deporteret til Theresienstadt. Liebermanns kunst blev erklæret for entartet og villaen blev formodentlig overtaget af nazisterne ligesom de øvrige store villaer ved Wannsee.

Max Liebermann var også kunstsamler og havde en stor og flot samling, der nævnes navne som Cézanne, Renoir, Monet, Rembrandt og Adolph Menzel. Nogle af værkerne fik han selv i sikkerhed i Zürich, men resten som blev i hjemmet, er blevet spredt og mange er forsvundet. Nogle af dem solgte enken Martha Liebermann for at få penge til føde og medicin. Men efter hendes selvmord, blev samlingen beslaglagt. Nu vises nogle af billederne igen i Liebermann-Villa am Wannsee takket være lån fra museer og private. På udstillingen vises også fotografier, hvor man ser den oprindelige samling hænge i Liebermanns hjem.

Kataloget til udstillingen indeholder en aktuel fortegnelse over Liebermann samlingen. Det er Restitutionsforscherin Dr. Monika Tatzkow fra Berlin, som har udarbejdet fortegnelsen. Hun har i flere år efterforsket de forsvundne værker for Max Liebermanns oldebarn.

Læs om udstillingen på hjemmesiden for Liebermann-Villa am Wannsee.

Rbb har en lille film om udstillingen, den er værd at se. Max Liebermanns verlorene Schätze

Skriv gerne en kommentar