Max Frisch 100 år

Udstilling på Akademie der Künste i anledning af 100 året for Max Frisch’s fødsel sidste år.

Fra på lørdag den 14. januar viser Akademie der Künste en udstilling om forfatteren og arkitekten Max Frisch (1911-1991). Vi er nok mange, der har tvangslæst hans Homo Faber i gymnasiet og ellers ikke har interesseret os så meget mere for ham. I forbindelse med min bacheloropgave om Bertolt Brecht kom jeg dog forbi Max Frisch igen, fordi Frisch og Brecht udviklede et venskab i gensidig beundring, da de opholdt sig i Zürich i slutningen af 1940’erne. Max Frisch har i sin dagbog i 1948 givet udtryk for sin beundring for Brecht: […] Einem überragenden Talent gegenüber, was Brecht nebenbei auch ist, im Augenblick wohl das grösste in deutscher Sprache, kann man sich durch Bewunderung erwehren […] (Rinhold Jaretzky: Bertolt Brecht, 2006, Rowohlt Taschenbuch Verlag).

Men nu tilbage til Max Frisch. Udstillingen kommer fra Zürcher Museum Strauhof, hvor den blev produceret og vist sidste år. På udstillingen vises Frisch’s forfatterskab, originalmanuskripter, notebøger, fotos og filmklip, breve og arkitekttegninger. Desuden vises videoer, hvor unge læsere fortæller om deres oplevelse med netop Homo Faber, og hvor diverse personer bliver interviewet om Max Frisch. I Berlin vises ydermere 30 sider af “Berliner Journal”, som Max Frisch skrev i 1970’erne, hvor han jævnligt opholdt sig i Berlin. Han havde en lejlighed i Fridenau og mødtes med forfatterkollegaer som Günter Grass, Uwe Johnson og Christa Wolf. Et af Max Frisch’s arkitektoniske efterladenskaber kan ses i Zürich, nemlig Freibad Letzigraben, som nu kaldes Max-Frisch-Bad (linket er til Wikipedia).

Udstillingen vises i Akademie der Künstes afdeling på Hanseatenweg (tæt ved S-bahnhof Bellevue). Se åbningstider m.m. på nedenstående link til Akademi der Künste.

museumsportal-berlin.de om Max Frisch udstillingen

Akadmie der Künste’s hjemmeside om Max Frisch udstillingen

Skriv gerne en kommentar