Martin Fröst i Konzerthaus

På torsdag i næste uge, den 15. marts kl. 20 kan I få jer en musikalsk oplevelse af de sjældne, hvis I går i Konzerthaus på Gendarmenmarkt. I den lille sal spiller den svenske klarinettist Martin Fröst akkompagneret af Roland Pöntinen på klaver. Jeg har oplevet ham på koncert med Aalborg Symfoniorkester og har ikke hørt nogen anden spille sådan på klarinet. Han er bare helt fantastisk. En morgen for vel et par år siden vågnede jeg til en af satserne fra Mozarts klarinetkoncert på min klokradio. Det lød som om der var to klarinetter, men det er der jo ikke i den koncert, så tænkte jeg: det kan kun være Martin Fröst, der spiller sådan. Og det var det også.

For et års tid siden købte jeg cd’en Fröst & Friends hos Dussmann i Berlin. Den nyder jeg meget at sætte på CD-afspilleren. På Cd’en er samlet en række ekstranumre fra koncerter. Ekstranumre eller encores, som det hedder i det klassiske musiksprog bliver ofte en rigtig god oplevelse. Det tror jeg skyldes flere ting. For det første er musikeren og instrumentet spillet varm, præstationen er ydet, publikum har kvitteret med applaus og måske “bravo” ytringer, nerverne har lagt sig – og så kommer der som regel et festfyrværkeri fra musikeren.

Martin Fröst og Roland Pöntinen spiller et blandet repertoire i Konzerthaus på torsdag. Glæd jer f.eks. til Brahms’ ungarske danse for klarinet og klaver, Piazollas Oblivion, Poulencs Sonate for klarinet og klaver,  Hillborgs Peacock Tales, Pöntinens Danse Serpentine,  Lutoslawskis Tänzerische Präludien for klarinet og klaver og Klezmerdanse for klarinet og klaver.  

Man vil lægge mærke til at flere af titlerne indholder ordet dans. Hvis man har set Fröst optræde, vil man vide hvorfor. Han danser nemlig  nogen gange samtidig med at han spiller – kan også finde på at have en maske på. Men det går aldrig ud over musikken. Jeg glemmer aldrig det ekstranummer han gav i Aalborg – et stykke klezmer musik. Det var helt fortryllende.

Så hvis I er i Berlin torsdag den 15. marts, så benyt muligheden for at se og høre en verdensstjerne på nært hold. Billetter kan købes gennem Classictic.com  

Læs mere om Fröst og koncerten på Konzerthaus’ hjemmeside og Fröst’s hjemmeside.

Skriv gerne en kommentar