I november sidste år var jeg til uropførelse af musikteaterstykket Mahler Mania i Deutsche Opers nye lille-scene Tischlerei. Sytkket er en produktion i samarbejde mellem Deutsche Oper og musikteaterensemblet Nico and the Navigators.

Forestillingen er på programmet igen i aften, og på torsdag den 20. juni er det sidste gang den spilles. Jeg vil gerne lige minde om forestillingen her på falderebet, for som jeg kan se af mit indlæg efter forestillingen i november, har jeg været begejstret for den. Og det er en af de forestillinger man husker længe, kan jeg konstatere nu. Især musikken var fremragende. Nedenfor gentager jeg mit indlæg fra november.

Jeg vidste ikke helt nøjagtig, hvad det var jeg skulle ind at se, men jeg havde en forventning om, at jeg ville komme til at høre noget af Mahlers musik og nogle af hans Lieder. Det holdt også stik. Et kammerorkester – musikere fra Deutsche Opers orkester –   anbragt i en slags bur, spillede meget, meget dejligt Mahlers musik – og to fremragende sangere, Simon Pauly og Katarina Bradic sang Lieder. Især kunne jeg godt lide den mandlige sanger. Sangen strømmede så ubesværet fra ham. Kindertodenlieder og Lieder eines fahrenden Gesellen har jeg nok ikke hørt så dejligt sunget og spillet før. Adagiettoen fra den femte symfoni fik vi arrangeret for klaver solo, også dejligt spillet.

Scenografien var sparsom, men opfindsom. I nogle sekvenser dannede musikkens bur lærred for vand som skyllede ind på en strand, hvilket var en meget fin effekt. Handling kan man næppe tale om, for det er ikke et teaterstykke med en fremadskridende handling. Det er en kendt sag, at der var lidelse og drama i ægteskabet mellem Gustav og Alma Mahler. Alma havde konstant tilbedere, som hun ikke sendte bort med uforettet sag. Oveni dette havde Mahler sin sag for med at bestride sit musikgeni, sine kampe med det etablerede musikliv og sit helbred. Alle disse følelsesmæssige spændinger blev udtrykt af dansere, ja nogle gange tænkte man nærmest på ren artisteri. For danserne var dygtige, og det var flot at se på. Publikum måtte selv tænke ind, hvilken situation fra parrets liv, den enkelte scene refererede til, dog blev vi hjulpet på vej at fremsagte citater af  henholdsvis Gustav eller Alma Mahler. Det var heller ikke sådan, at man kunne se en personficering af Almas tilbedere. Jeg tænkte på om den samme danser skulle skildre både Zemlinsky og Kokoscha? Og om de to andre var Werfel og Gropius? Det gjorde ikke så meget, at der ikke var tydelighed om det. Jeg har heller ikke noget imod, at der er noget for publikum selv at arbejde med.

Se mere om forestillingen på Deutsche Opers hjemmeside

Skriv gerne en kommentar