Mads Langer i Admiralspalast – udsat til 5. november

En venlig læser har gjort mig opmærksom på, at Mads Langer koncerten er blevet udsat i løbet af dagen. Tak til Thomas for beskeden. Så nu må I finde på noget andet den aften.

Nu vi lige er ved danskere i Berlin, vil jeg også gøre opmærksom på, at Mads Langer den 8. maj giver koncert i selveste Admiralspalast.  Det er en fin gammel teatersal – hvor jeg har oplevet Max Raabe og Palastorchester. Det er flotte omgivelser, og de vil passe godt til Mads Langer, tror jeg.

Mads Langer er vokset op i Skive og har efter en – man kan vel sige –  “learning-by-doing” musikuddannelse støt og roligt oparbejdet en karriere, der praktiseres såvel via små festivaler i Danmark som TV-shows, pladeudgivelser og koncerter også på den internationale platform. I kan læse mere om Mads Langer på Wikipedia – hans hjemmeside er under opbyggelse lige nu. I kan også kigge ind på Mads Langers Facebook side.

Hemmeligheden er nok bl.a., at han har sin egen stil som singer-song writer. Selvfølgelig kan man genkende klange og genrer fra noget man har hørt før – Admiralspalast’s programnote nævner navne som Jeff Buckley og James Blunt. Men skal man skabe en karriere, så er det nødvendigt at inspiration og indtryk kommer en tur igennem den personlige mixer – og det er også sket i tilfældet Mads Langer. Når man oplever ham, er man ikke i tvivl om, at der er en bundsolid ressource bag det hele.

Admiralpalast annoncerer koncerten som en koncert med “einer der vielversprechendsten Newcomer der letzten Jahre“.  Det kan ikke undgå at blive en god oplevelse – og den ville jeg tage med, hvis jeg var i byen. I kan læse mere info om koncerten på Admiralpalast’s hjemmeside – hvor I selvfølgelig også kan købe billetter.

Skriv gerne en kommentar