Lys på Berlin

Netop nu hvor vi går den mørke tid i møde, er det på sin plads med en lysfestival. Det er nemlig igen tid for Festival of Lights i Berlin, i år for 9. gang.

Fra i dag og til den 20. oktober vil Berlin tage sig anderledes og flottere ud. Bygninger og pladser vil blive lyssat på kunstnerisk vis af lyskunstnere fra hele verden. Nu har jeg aldrig selv været så heldig at være i Berlin i oktober, hvor lysfestivalen hvert år finder sted – men jeg kan se på billeder, at det må være et imponerende syn. På hjemmesiden http://festival-of-lights.de/ kan man nemlig se billeder fra tidligere år.

Som de tidligere år er der også en række events i forbindelse med festivalen og man kan komme med på Lightseeingture, og det på mange forskellige måder, skulle jeg hilse at sige: bus, skib, cykeltaxa, til fods, i luftballon, på segway, løbende, i hestevogn m.m.

Som noget nyt i år kan man komme til Lumissimo-koncert i Berliner Dom, hvor man kan opleve det store Sauer-orgel i samspil med en laserharpe, og intet mindre end Bachs Toccata står på nodepulten! Det lyder da rent fantastisk.

Måske I vil tage et par billeder til berlin-nyt.dk, hvis I er i byen og er ude at kigge på lysene? Så skal jeg nok vise dem her.

Kig ind på  http://festival-of-lights.de/og læs om flere events.

 

Skriv gerne en kommentar