25 år jubilæumsfest for Berlinmurens fald 2014

Kunstnerne mod staten i DDR

I Berlin vises for øjeblikket to udstillinger, der har kunstnernes modstand mod DDR-diktaturet som tema. Udstillingerne vises henholdsvis i Gropius Bau og Künstlerhaus Bethanien.

Begge udstillinger tager udgangspunkt i Wolf Biermanns Ausbürgerung i 1976, da dette var en afgørende igangsætter for kunstnernes mere organiserede oprør.

I Gropius Bau vises udstillingen Gegenstimmen. Kunst in der DDR 1976-1989. Kunst i DDR var underlagt klare regler fra statsmagtens side. Det var ikke muligt, at arbejde som fri kunstner og skabe kunst, som man havde et eget budskab med, eller som var abstrakt og kunne fortolkes af beskueren. På denne udstillingen vises den kunst, som selvfølgelig alligevel blev skabt i det skjulte, og hvor kunstneren gav udtryk for egne tanker, i dette tilfælde i form af oprør mod diktaturet. Der vises kunst indenfor genrerne maleri, skulptur, installation, fotografi, plakater og bogobjekter.

Det har altid undret mig, at der ikke var større interesse på de vesteuropæiske kunstmuseer for at vise den undergrundskunst, som man nok kunne regne ud, måtte eksistere fra de østeuropæiske diktaturstater. Det er da også et af formålene med denne udstilling i Gropius Bau at udbedre dette slip i kunsthistorien. Læs mere om udstillingen i Gropius Bau her.

I Künstlerhaus Betanken handler udstillingen Ende vom Lied  mere koncentreret om Wolf Biermanns Ausbürgerung, og det spor, som begivenheden trak i kunstnerkredse. Kunstnere har jo siddet flere år i fængsel for at skrive under på en protest over, at Biermann blev smidt ud af landet. Grunden til, at Biermann ikke var ønsket, var selvfølgelig hans sange, som indeholdt statsfjendtlige formuleringer.

På udstillingen kan man se dokumentation af Biermanns koncerter fra før hans Ausbürgerung i 1976 og lige efter murens fald i 1989, og man kan se et interview med Biermann, hvor han fortæller om begivenhederne i 1976. Der vises endvidere billeder og skulpturer, som portrætterer Biermann. Desuden vises fotoserier, som viser hverdagen i DDR med overvågningen og den konstante mangel på varer. Men kunstværkerne på udstillingen viser også, at disse tilstande ikke kunne holde kunstnernes skabertrang og -kraft tilbage.

Læs mere om udstillingen i Künstlerhaus Bethanien her – bemærk, at der er gratis adgang til denne udstilling.

Til den store fest ved Brandenburger Tor i 2014 for 25 året for murens fald havde jeg den store glæde at opleve Wolf Biermann på scenen. Det fik jeg også et billede af. Det ser I som foto til dette indlæg.

Skriv gerne en kommentar