Klangen af kastanjer

Her i Aalborg har vi syngende træer. Har man krydset kildeparken, har man måske også hørt Cliff Richards træ synge Congratulations ud i hele parken…

I Berlin er der et kastanjetræ som spiller musik. Når kastanjerne falder ned rammer de noget stål og det sætter klange og lys i gang. Mens der i Aalborg ikke er anden mening med musikken og sangen end at  hylde kunstneren og glæde forbipasserende, så er der i Berlin den mening med musikken, at træet skal spille penge ind til at vedligeholde træbestanden i byen. For lige nu fældes der flere træer end der plantes.

Det spillende træ er annonceret på Gratis in Berlin – det koster således ingenting at opleve de musicerende kastanjer. Men på hjemmeside kan man donere penge til projektet og som tak får man en lydfil med musikken på. Om man også kan donere penge ved selve træet, det ved jeg ikke. Det forlyder der ikke noget om. Træet står i Monbijoupark og den 23. september er sidste dag, “kastanjegaloppen” lyder. Læs mere på http://www.treeconcert.de/

Skriv gerne en kommentar