Juletræet ved Brandenburger Tor

Idag er det første søndag i advent, og så tager vi også fat på julearrangementerne her på berlin-nyt. Til jul hører et juletræ, og byen Berlins juletræ skal selvfølgelig være et stort træ. Træet står på Pariser Platz ved Brandenburger Tor.

Traditionen tro er juletræet kommet som en gave fra Drøbak i Norge. I eftermiddag tændes lyset i træet, og i den forbindelse foregår et større underholdningsprogram.

Fra kl. 15 åbner boder, hvor man kan købe forskelligt tilbehør i uld. Der er også boder med madvarer og varme drikke. Fra kl. 16-17 spilles der julemelodier i jazzrytmer, og kl. 17 sker den officielle overdragelse af juletræet, når Thore Vestby fra Drøbak giver træet til Bezirksbürgermeister Christian Hanke. Berlins Wirtschaftssenatorin Cornelia Yzer og de to forhenværende udenrigsministre Jonas Gahr Støre (Norge) og Frank-Walter Steinmeier (Tyskland) tænder lysene i træet.

Når det er overstået, er kl. ifølge programmet 17.20, og så følger en minikoncert med norske Thomas Dybdahl.

Det kunne da nok være et hyggeligt eftermiddagsarrangement at deltage i, og det er ganskee gratis. Hvis nogen af jer, som er i Berlin, kommer forbi i dag eller senere, vil I måske tage et billede af det store juletræ og sende det til mig? Så skal jeg nok sætte det på berlin-nyt, så alle vi, der ikke kommer til Berlin i julen i år, også kan få det at se.

Læs også om arrangementet på Nordische Botschaftens hjemmeside.

Udgivet i Jul

Skriv gerne en kommentar