Jødisk Filmfestival i Berlin

Med en noget opsigtsvækkende plakat reklameres i Berlin for tiden for 18. Jüdisches Filmfestival Berlin & Potsdam. Plakaten viser på sort baggrund med gul tekst: Mehr Juden ins Kino. Skriften vækker association de billeder vi har fra nazisternes malede skrifter på de jødiske butiksfacader. Ophavsmanden til plakaten, designeren Daniel Josefsohn er da også kendt for sin særlige jødiske humor. I øverste venstre hjørne af plakaten har han tilmed sat en stjerne ind, som har samme facon som den stjerne jøderne måtte bære under nazismen. Plakaten er gengivet på festivalens hjemmeside, som jeg henviser til sidst i teksten.

Men både referencerne til holocaust og sloganet Mehr Juden ins Kino er ikke blot blikfang. Det er det som festivalen handler om. Den skal ifølge teksten på festivalens hjemmeside være med til at bringe jødiske film, jødiske instruktører og jødiske temaer tilbage i det tyske filmlandskab og derved udfylde det hul, som blev efterladt, da de jødiske kunstnere blev fordrevet eller dræbt under nazismen.

Festivalen begynder den 4. juni og løber til 17. juni. Der er udvalgt knap 30 film, som vises i seks biografer i Berlin og Potsdam. Festivalen uddeler  Gershon-Klein-Filmprisen på 7000€. Prisen uddeles til tre kategorier: 2000€ til den bedste film valgt af publikum, 2000€ for bedste israelske film og 3000€ for den bedste tyske dokumentarfilm med jødisk tema. I den sidste kategori vandt i 2011 filmen om den jødiske kirkegård i Weissensee – den så jeg i Toni Kino sidste år, og jeg har skrevet om den her på berlin-nyt.

Den jødiske filmfestival åbnes i morgen mandag den 4. juni kl. 19.30 i Hans Otto Theater i Potsdam af minsisterpræsident Matthias Platzeck. Åbningsfilmen er verdenspremiere på filmen om Max Raabe og Palastorchesters Israelsturné i 2010. Det må jo være med blandede følelser et israelsk publikum møder et tysk orkester, der spiller musik af jødiske komponister, som måtte flygte, blev fordrevet fra Tyskland eller for nogles vedkommende dræbt i konzentrationslejrene. Max Raabe lægger hele tiden vægt på, at han holder af denne musik, først og fremmest fordi den har kvalitet og bør bevares i vores bevidsthed. Og han ønsker at være med til at de komponister og sangskrivere, som nazisterne fordrev eller dræbte, får den anerkendelse i vor tid, som deres kunstneriske kvalitet berettiger dem til. Derfor nævner han altid deres navne, når han præsenterer de  musikstykker, som orkestret spiller på koncerterne. Max Raabe siger selv, at denne koncertturné har været en af de største udfordringer for orkestret, fordi de har været usikre på, hvordan de ville blive modtaget. Men koncerterne blev godt modtaget, og det er ikke deres sidste turné i Israel, hedder det i filmomtalen på festivalens hjemmeside.

Max Raabe og Palastorchester spiller til galaåbningen af filmfestivalen. Hvis I kan få billet og har lyst til en helt speciel oplevelse, så vil det være mit tip til jeres mandags-aktivitet.

Læs mere på filmfestivalens hjemmeside. Se oversigten af biografer, hvor filmene spilles – her kan også bestilles billetter.

Skriv gerne en kommentar