Gode spisesteder i Berlin

Når man er på ferie, melder sulten sig ofte pludseligt, og da er det vigtigt, at den kan stilles inden for kort tid, så man kan holde til de næste oplevelser. Her kommer en række forslag til restauranter, som findes i det centrale Berlin, og som altid kan nås med en bus eller en U-bahn. Tjek hjemmesiderne og se flere oplysninger

Vapiano er en verdensomspændende restaurant-kæde med et helt specielt koncept. Man får udleveret et plastickort (i kreditkort-størrelse), når man går ind i restauranten. Samtidig spørger de, om man kender til proceduren i restauranten. Hvis ikke, fortæller de dig om det. Konceptet er, at din mad bliver tilberedt efter at du har valgt råvarerne, og mens du kigger på det. Det er fortrinsvis det italienske køkken, pasta, pizza og salater. Så det går forholdsvis hurtigt. Jeg har besøgt flere af Vapianos restauranter i Berlin. Der er for tiden seks Vapiano restauranter i Berlin, se http://de.vapiano.com/de/restaurants/

Berliner Kaffeerösterei i Uhlandstrasse. Her er der en dejlig café, hvor man kan vælge mellem lækre kaffesorter fra hele verden. Det samme gælder for thedrikkere. Til kaffen kan man nyde en af caféens lækre tærter. Der er også mulighed for at spise frokost i caféen. Jeg har prøvet begge dele flere gange, og det er på det nærmeste min yndlingscafé i Berlin. Samme sted er der en meget velassorteret kaffebutik, hvor de selv rister kaffen. Sidst jeg var i Berlin, fik jeg et par poser espresso-bønder med hjem. Så jeg mindes Kaffeerösterei dagligt.

Reinhard’s in Kempinski. Jeg har flere gange med stor fornøjelse og stor succes spist brunch i restauranten Reinhard’s in Kempinski. Her lyver de ikke, når de siger, at de serverer en righoldig og lækker morgenmadsbuffét. Det er nærmest en underdrivelse. Her er mere end hjertet kan begære og maven kan fordøje. Så man må begrænse sig. Det er svært, for alt er så lækkert. Man kan gå ind lige fra gaden og købe en morgenmadsbuffet. Prøv det en gang – I vil ikke fortryde.

Min tidligere afløser, Jens Nagel, har også skrevet om, hvor man kan gå hen og spise i Berlin:

Hvis du vil have noget at spise, når du er i Berlin, kan du finde over 6.000 steder + de mange Imbiss’er. Sådan er det i alle storbyer – men her får du nogle af mine favoritter i Berlin ….

Har du den store pung med og vil glæde en god ven, en kæreste eller hvis du bare selv skal forkæles, så findes
der to steder på verdens smukkeste plads (efter min bedømmelse) – Gendarmenmarkt.

Det ene sted hedder Aigner, Charlottenstraβe 50-52. Fabelagtigt stedb med lækker mad, fremragende betjening og smukke toiletter. Kan varmt anbefales.

Det andet sted hedder Refugium og findes i en del af den franske kirke på Gendarmenmarkt. Spændende mad, fin betjening og smukke omgivelser.

Begge steder nås bedst via U-bahnhof Stadtmitte. Efter middagen bør du nyde livet og cafeerne på Gendarmenmarkt,
især om sommeren.

Café Odeon, Georgenstraβe, S-bahnbogen 192 (S+U: Friedrichstraβe), er et godt sted til frokost eller aftensmad. Finurligt sted. Kig lige op i loftet og dyrk aftenlivet.

Er du til det lidt specielle så besøg Dunkelrestaurant, Gormannstraβe 14. Blinde tjenere sørger for at du kommer helt hen til dit bord (i fuldkommen mørke). Måske ikke den bedste mad og ikke det billigste, men oplevelsen af at spise i fuldkommen mørke, bør opleves! (S-bahn Hackescher Markt/U-bahn Rosenthaler Platz).

Cafe im Literaturhaus, Fasanenstraβe 22, sidegade til Kurfüstendamm. Smukt hus, smuk have og lækre frokostretter (prøv lige kartoffelsuppen), men også gode kager og aftenmåltider. Du kan opleve spændende forfatter- og litteratur-oplevelser her. Og 30 meter ved siden af kan du opleve det fine Käte Kollwitz Museum, Fasanenstraβe 24 (U: Uhlandstraβe).

Skriv gerne en kommentar